73-årige Peer C. Krogh er koncerndirektør for Danmarks andet største rengøringsfirma, Forenede Service, der er bygget på det firma, han selv stiftede i 1953. Han er ridder af Dannebrog og hører til i den helt tunge millionærklasse.
Der var derfor ingen smalle steder, da han i 2010 besluttede sig for at renovere sin families gamle sommerhus i velhaverkvarteret Enebærkrattet i Hornbæk.
Sommerhuset skulle totalrenoveres og udstyres med ekstraværelser og spabad. Luksus-hytten har nu stået færdig og funklende i et halvt år, men bygmestrene Michael Andersen og Per Gudmansen ser stadig langt efter deres betaling.
Meget pressede
- Vi er meget, meget pressede af det her. Der er underleverandører, der ikke har fået deres betaling og vi risikerer at måtte dreje nøglen om, siger Michael Andersen.
De samlede regninger fra bygmestrene lød på 2.068.252 kroner. Peer C. Krogh mangler stadig at betale de to håndværkere 833.512 kroner.
LÆS OGSÅ:
Det hele begyndte i 2010, da Peer C. Krogh hyrede byggestyrer Poul Christiansen til at istandsætte sit private sommerhus. Poul Christiansen sendte projektet i udbud med Forenede Service som bygherre. Bygmestrene gav et tilbud på 1.221.717 kroner, der blev antaget, men da byggeriet skulle i gang, viste det sig, at der skulle laves flere ting, end der stod i det oprindelige udbudsmateriale.
- Han (Peer C. Krogh, red) skulle blandt andet have lavet nyt køkken og bar, have sat natursten op, lavet skorsten og pejs og mere end 50 andre punkter, der ikke stod i udbudsmaterialet, forklarer Per Gudmansen.
Ændrede og ændrede
I stedet for det oprindelige tilbud, blev der lavet en anden aftale om, at håndværkerne skulle arbejde på timelønsbasis.
Hver uge blev der afholdt byggemøder, hvor Peer C. Krogh ifølge referaterne selv deltog.- Han blev ved med at ændre og ændre. Da vi havde sat vinduer i badeværelset med spa, ville han hellere have en dør, og flere gange bad han mig om at pille pejsen delvist ned og bygge den på en ny måde, fortæller Per Gudmansen.
De første tre regninger baseret på timeløn blev betalt til tiden uden brok. Problemerne begyndte først, da den fjerde regning skulle betales i juni 2011. Regningen blev kun delvist betalt og først efter flere rykkere.
Den femte regning er stadig ikke blevet betalt.
- Når vi spurgte Poul Christiansen, hvor pengene blev af, blev vi holdt hen med snak. Han sagde, at han nok skulle betale, og han havde andre store byggerier på vej, som vi måske kunne få, fortæller Michael Andersen.
I oktober - tre måneder efter fremsendelsen af den sidste regning - bliver bygmestrene så desperate, at de tager kontakt direkte til Peer C. Krogh. Han siger ifølge de to håndværkere, at han gerne vil have sagen lukket hurtigt, men betalingen udebliver stadig.
- Vi er meget kede, og skuffede, for vi har før lavet mange ting for Peer C. Krogh, uden at der har været problemer, siger Michael Andersen.
De to bygmestre har nu kontaktet en advokat, som kører sagen.