D. 1. maj skal katastrofen i Kina vaskes væk, og Renault forventer meget af Kevin Magnussen.
Det var set med Renault-briller et katastrofalt grand prix i Kina. Magnussen sluttede som nummer 17, mens Jolyon Palmer skrabede bundlinjen ved at komme nummer sjok (22, red.). Det skal der laves om på i Sochi, og den hurtigste gule kører – Kevin Magnussen – er derfor under et vist pres.
Løbsdirektør fra Renault Frederic Vasseur fortæller til Formel 1’s hjemmeside, at de nu går hver en lille detalje igennem på bilen for at gøre forudsætningerne for forbedring så stor som mulig.
»I Sochi forventer vi en forbedring, fra hvor vi var i Kina, det er helt sikkert. Vi kigger på hver en lille detalje. I Viry (Renaults franske hovedkontor, red.) ser vi på motoren, og i Endstone (Renaults britiske hovedkontor, red.) ser vi på karosseriet. Det er ikke et spørgsmål om at fokusere på et område, det er et spørgsmål om at gennemgå hver eneste lille detalje,« siger Frederic Vasseur og tilføjer:
»Vi ved, at vi har en masse at gøre, vi kender vores mål, så det er det, vi arbejder hen imod.«
Kevin Magnussen siger også selv et par ord omkring, hvordan han vil angribe banen i Sochi.
»Sochi er ret unik med nogle interessante sving, så det er en smule anderledes fra de foregående baner,« siger danskeren og sætter fokus på banens 3. sving.
»Sving tre virker til at fortsætte i en evighed, men du skal alligevel give den fuldt gas på speederen hele vejen. Der er mange sving, hvor det umiddelbart føles som om, man bremser for sent, men hvor slutningen åbner op, og der skal du fokusere på at komme rigtigt ud. Du bliver nødt til at gå anderledes til værks i din måde at køre på der (i Sochi, red.).«
Jolyon Palmer har en del at revanchere i Sochi efter hans forfærdelige præstation i Kina, der har sendt ham langt bag danske Kevin Magnussen i det interne regnskab. Begge kører jagter deres første point for Renault og det kræver minimum en 10. plads.
Renault-racerne har vist sig at have problemer med poweren i motoren, hvilket giver dem en stor ulempe på de lange lige stræk. Derfor er svingene ekstra vigtige for Renault i Sochi.