Det er ikke nogen tilfældighed, at Novak Djokovic er en suveræn verdensrangliste-etter.

For øjnene af 15.000 medlevende tilskuere på Wimbledon-anlæggets legendariske Centre Court, hvor tidligere mestre som Chris Evert, Bjørn Borg og Rod Laver havde taget plads i den kongelige loge side om side med prisuddeleren Hertugen af Kent, vandt han herresingle-finalen 7-6, 6-7, 6-4, 6-3 over Roger Federer.

Men den 28-årige serber, der stillede op som forsvarende mester, fik mod den fem år ældre schweizer lov til at kæmpe for sagen, før førstepræmien på 1,88 mio. engelske pund (cirka 20 mio. kroner) var erobret.

Roger Federer, der kunne vinde sit ottende Wimbledon-trofæ, indledte det tre kvarter lange første sæt i overbevisende stil, og takket være såvel fremragende server som sublime flugtninger bragte han sig via et enkelt servegennembrud foran 4-2. Men da Novak Djokovic straks efter brød tilbage, så det fra tilskuerpladserne ud som om Roger Federer mistede lidt af troen på egne evner. I hvert fald lukkede han Novak Djokovic tilbage i kampen og tabte sættets afsluttende tiebreak 1-7.

Jævnbyrdigheden fortsatte, og da det ikke lykkedes for nogle af de to spillere at bryde hinandens server i andet sæt, måtte dette også afgøres i en tiebreak. Den blev næsten lige så dramatisk, som den John McEnroe vandt over Bjørn Borg i Wimbledon-finalen 1980: Novak Djokovic bragte sig foran 6-3, og havde også ved stillingen 10-9 en sætbold. Men ikke desto mindre trak Roger Federer det længste strå ved at vinde 12-10.

Som det så ofte er sket før i Wimbledon-turneringens 129 år lange historie begyndte regnen at sile ned. Men på det tidspunkt - midt i tredje sæt - havde Novak Djokovic brudt Roger Federers serveparti. Så da spillet blev genoptaget, var det kun et spørgsmål om tid, før serberen havde bragt sig foran 2-1 i sæt.

Novak Djokovic fastholdt grebet om kampen i fjerde sæt. Her erobrede han det afgørende servegennembrud ved stillingen 2-2, og gav efterfølgende ikke schweizeren mulighed for at kæmpe sig tilbage.

Hermed har Novak Djokovic vundet i alt ni Grand Slam-turneringer i herresingle. Der er dog stadig et pænt stykke op til Roger Federers rekord på ikke færre end 17.

Titlen er Novak Djokovic' sjette i år eftersom han også har vundet Australian Open (finalesejr over Andy Murray), Indian Wells (Roger Federer), Miami (Andy Murray), Monte Carlo (Tomas Berdych) og Rom (Roger Federer).

Nu kan Novak Djokovic med god samvittighed holde en kort pause inden forberedelserne til sæsonens sidste Grand Slam-turnering, US Open, går i gang. Denne turnering har han ikke vundet siden 2013, hvor  Rafael Nadal blev finalebesejret.

---

FAKTA

Flest Wimbledon-titler i herresingle
1. Roger Federer og Pete Sampras hver 7
3. Bjørn Borg 5
5. Boris Becker, John McEnroe og Novak Djokovic hver 3

Flest Grand Slam-titler i herresingle
1. Roger Federer 17
2. Rafael Nadal og Pete Sampras hver 14
4. Roy Emerson 12
5. Bjørn Borg og Rod Laver hver 11
7. Bill Tilden 10
8. Novak Djokovic 9

Sådan ser verdensranglisten ud fra mandag 13. juli 2015
1. Novak Djokovic, Serbien  13.845 point
2. Roger Federer, Schweiz  9.965 point
3. Andy Murray, Storbritanien 7.810 point
4. Stan Wawrinka, Schweiz 5.790 point
5. Kei Nishikori, Japan 5.525 point
6. Tomas Berdych, Tjekkiet 5.140 point
7. David Ferrer, Spanien 4.445 point
8. Milos Raonic, Canada 3.810 point
9. Marin Cilic, Kroatien 3.540 point
10. Rafael Nadal, Spanien  3.000 point