Akkompagneret af høj sol, musik og farvestrålende fjer, tog Aalborg fredag hul på det årlige karneval med Den Internationale Parade, hvor de bedste karnevalsgrupper fra ind- og udland gik parade gennem byen.

20 karnevalsgrupper deltog i optoget heriblandt smukke piger fra sambagruppen Poco Loco, der dansede på høje hæle iklædt bittesmå glimtende kostumer, der gav et særdeles gavmildt udsyn til de smukke danseres kroppe.

Paraden sluttede ved Gabels Torv, hvor de forskellige grupper opførte små shows.

Efterfølgende blev årets Karnevalskonge udpeget og en stor paptyr blev brændt af som et symbol på et farvel til alle dårligdomme fra året før.

Lørdag fortsætter festlighederne med Børnekarneval, der starter klokken 10:00 på Gabels Torv, hvor der er ansigtsmaling og andre aktiviteter. Klokken 11:00 starter Børneparaden, der føres an af Prinsen af Karneval, hvor udklædte børn, kan vise deres flotte kostumer frem.

Næste weekend, lørdag den 27. maj, afholder Aalborg Karneval den kendte Stjerneparade, hvor mere end 60.000 unge mennesker går udklædte i optog gennem Aalborgs gader.

Temaet for årets Karneval i Aalborg er: ”Verden er fuld af…”. Karnevallet uddyber med følgende forklaring:

»Verden er fyldt med dejlige oplevelser, af kærlighed og kildevand, af gode rytmer, eller måske af regnbuer? Vi opfordrer alle til at skabe jeres helt egen fortolkning af temaet.«

Som deltager i Aalborg Karneval i år har man mulighed for at blive en del af forskellige temavogne. Aspirerende troldmænd kan spille Quidditch på Hogwarts-vognen til tonerne fra DJ Dumbledore. Deltagere i ’Star Wars’-vognen kan slås med lyssværd og ved Roligan-vognen kan du iført rød og hvid ansigtsmaling heppe alt det, du gider gennem Aalborgs gader.

Aalborg Karneval blev første gang afholdt i 1983, og siden har den årligt tilbagevendende folkefest vokset sig større og større.

Det er i dag Nordeuropas største karneval og blandt de ti største karneval i verden, skriver Aalborg Karneval på deres hjemmeside.

Hvert år deltager i eller besøger mellem 200.000 og 300.000 mennesker karnevallet, der strækker sig over en uge sidst i maj.