Graasten Salater kalder flere partier remoulade tilbage, fordi der er risiko for vækst af mælkesyrebakterier i produkterne.

Det oplyser Fødevarestyrelsen.

Vækst af mælkesyrebakterier i et produkt kan gøre, at der dannes luft i emballagen, og produktet kan derfor ændre karakter, så det ikke er egnet til at spise længere. Tidligere på ugen måtte Graasten Salater også trække et parti light-remoulade tilbage grundet risiko for mælkesyrebakterier.

Det er flere forskellige remouladeprodukter fra Graasten Salaters sortiment, der nu kaldes tilbage. Alle med en pakkedato mellem den 1. maj i år og den 21. juni i år og med en holdbarhedsdato fra den 29. august til den 19. oktober i år.

Det drejer sig om følgende remoulader:

  • Catering pølseremoulade 900 gr

  • Catering Remoulade 900 gr

  • Gestus Remoulade 400 gr

  • Graasten Original Remoulade 800 gr

  • Graasten Original Remoulade 375 gr

  • Graasten Original Remoulade 150 gr

  • Graasten Remoulade Light 375 gr

  • Graasten Remoulade Light 150 gr

  • Høka Remoulade 900 gr

  • JK Remoulade 900 gr

  • Kokkens Remoulade 900 gr

  • Neutral Remoulade 400 gr

  • Rema1000 Remoulade 400 gr

  • Rema1000 Remoulade light 400 gr

Der er ikke angivet noget specifikt salgssted for produkterne, som er solgt i dagligvare butikker, internetbutikker og via grossister i hele landet, lyder det i pressemeddelelsen.

Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere, der har købt de pågældende remouladeprodukter til at levere produktet tilbage til butikken eller kassere det.