De to producere Remee og Chief 1 ankom mandag til Baku, Aserbajdsjan, hvor det 57. Internationale Melodi Grand Prix i disse dage løber af stablen
De to står bag det danske MGP-bidrag ’Should’ve Known Better’, der synges af den 21-årige Soluna Samay.
Og de to succes-producere ankom mandag eftermiddag, direkte fra Baku lufthavn til den nybyggede milliard arena Crystal Hall, hvor generalprøven var i fuld gang.
- Soluna er så vild. Hun stråler og sang bedre i dag, end jeg nogensinde har hørt hende, sagde Remee til bt.dk lige efter den danske sanger havde været på scenen.
Men han selv om han har en god mavefornemmelse for tirsdagens semifinale, hvor Danmark skal konkurrere mod 17 andre land i håbet om en plads i lørdagens finale, er nervøsiteten også begyndt at sætte sig i kroppen.
- Det her er 100 gange værre end X Factor. Det er dybt ubehageligt. Men samtidig ved jeg, at vi har lavet det, vi synes, er det bedste bud på en vindersang, siger han og er stolt over, at det netop er Soluna Samay, der synger sangen.
- Hun er en repræsentant, vi kan være stolte af i Danmark, siger han om den bornholmske sanger, der er født i Guatemala af en schweizisk far og en tysk mor.
-Hun er en verdensborger og en, som står for åbenhed og kærlighed, siger han.
Den tidligere X Factor-dommer er dog usikker på, hvad det er, som grandprix-publikummet efterspørger.
-Det her er rent Cirkus Benneweis på LSD, hvor folk render rundt med skøre hatte og kostumer. Men hvad enten folk vil have, om det er gøgl og gamle damer, så har vi en sang, vi kan stå inde for. Og så er resten op til de mange seere, siger han.
Danmark er sang nr. 13 ved tirsdagens semifinale, der sendes på DR kl 21.00.