Det var ikke planlagt, men lykken kunne ikke være større. En lille bule på X Factor-dommeren Remees kærestes mave vidner om, at de to sammen skal være forældre til sommer.

Det fortæller parret selv i et interview med magasinet Cover.

Efter den 40-årige hitmager og hans 22-årige modelkærste Mathilde Gøhler kom hjem fra en rejse til Kenya, havde Remee lidt på fornemmelsen, at hun måske kunne være blevet gravid.

Samtidig havde Mathilde Gøhlers det skidt med kvalme, og hun var meget træt hele tiden.

Da parret fik graviditeten endeligt bekræftet, kunne de ikke være lykkeligere.

»Da vi fik det bekræftet, var det som et lille mirakel, og vi er meget spændte,« siger Remee til Cover.

Der er derfor dobbeltglæde for tiden for Remee, der for nylig vandt dette års udgave af sangkonkurrencen X Factor, da hans deltager, den 15-årige Emilie Esther, løb med sejren.

Remee og Mathilde Gøhlers har dannet par siden efteråret, og kærligheden er hurtigt blomstret mellem dem. Den lille ny bliver det første barn, parret får sammen, mens det er Remees andet barn. Fra et tidligere forhold har han datteren Emma, som i dag er 15 år.

Parret ved endnu ikke, om det det bliver en dreng eller en pige, men de fortæller, at det bliver et sensommerbarn.

»Remee har jo prøvet det før, så han ved, hvad han går ind til. For mig er alle følelserne jo nye. Vi glæder os begge helt vildt og føler, at vi er blevet velsignet med den største gave i verden,« siger Mathilde Gøhlers til Cover.

Den 178 centimeter høje model regnes for et af Danmarks største, internationale modelhåb. Flere end 500.000 følger Mathilde Gøhlers på billeddelingstjenesten Instagram, og hun har blandt andet været inkluderet i bogen '100 Great Danes', hvor 100 af Danmarks smukkeste kvinder blev vist frem.