ETIOPIEN: Politiet i Etiopien stødte lørdag sammen med muslimske demonstranter, som hævder, at staten blander sig i deres religion, skriver Reuters.

Flere af demonstranterne bar masker, da de blokerede indgangen til en moské i hovedstaden Addis Ababa, mens de kastede sten mod det fremmødte uropoliti, der havde omringet bygningen. Ifølge øjenvidner svarede ordensmagten igen med tåregas.

- Politiet brød ind i moskéen og arresterede mange personer, heriblandt adskillige medlemmer af den komité, der havde planlagt demonstrationen, siger en unavngiven demonstrant.

I det seneste år har der været flere sammenstød mellem muslimer og myndigheder i Etiopiens hovedstad. Muslimerne hævder, at regeringen forsøger at fremme en anden trosretning inden for islam, end den, der praktiseres i dag - myndighederne forsøger angiveligt favorisere den apolitiske Al Ahbash-retning.

Det nægter landets regering, som dog forsøger at forhindre, at den militante islamisme, der kendes fra nabolandene Sudan og Somalia, spreder sig til Etiopien.

Omkring 60 procent af etiopierne er kristne, mens 30 procent er muslimer. Heraf tilhører langt størstedelen den moderate og pragmatiske sufisme-tradition.

Kendere af forhold i landet siger, at der er potentiale for, at militante grupper kan udnytte de sekteriske splittelser og udløse vold.

BNB