Tænk at folk frivilligt afskærer sig fornøjelsen at bladre tilbudsaviser igennem. Det er da et af ugens højdepunkter!

I denne uge fik jeg, eksempelvis, kylet fire små kasser Faxe fad i nakken for 100 kr. Det er lidt over 2 kr. stykket!! For en i øvrigt fremragende øl!! Den er LANGT bedre end alt dette billig-øl af kryptisk herkomst. Der er en rig humleeftersmag, der gør den selvskrevet som startøl ved aftenstide. (Det er nemlig sindssygt at drikke øl om dagen, for så bliver man så afsindig sløv).

I det hele taget er det mere eller mindre tosset, at betale over 3,50 kr. for en ordentlig pilsner. Ja, eller en mørk bajer, for den sags skyld.

Supermarkederne, i hvert fald i de større byer, konkurrerer hver uge med mærkevareøl til ca. 100 kr. for en kasse med 30.

Nu ved jeg godt, at supermarkedernes tilbudsaviser mere eller mindre er styret af de store fødevarekoncerner, der har råd til at lægge kassen, for at få sine varer frem i forreste række.

Det gælder i øvrigt osse i selve butikken, hvor for eksempel en stor industrivirksomhed som MD Foods kan betale sig fra at få sin smøreost til at stå mere synligt for forbipasserende kunder, end en lille producent som Kirk's flødeost kan. Selvom Mogens Kirk's håndrørte flødeost fra Søvind Mejeri, uden sammenligning, er den bedste!

Den består nemlig af fløde.

Det gør Buko og de andre af slagsen ikke!

De er lavet af frasorterede danbo oste, der bliver smeltet om sammen med en ordentlig ladning smeltesalt.

Det er derfor, der står "smelteost" på æsken - ikke fordi den smelter, når du spiser den.

Helt paradoksalt kan nogle af verdens lettest fordærvelige fødevarer, såsom rejer, holde sig i årevis - UDEN FOR KØLESKABET, hvis bare de er støbt ind i sådan en smelteost. Rejeost, hedder det så, og kan fås for 12-13 kr på tilbud.

Samme pris som den rigtige flødeost, - som man så bare kan vippe nogle rejer ned i. Eller hvidløg, eller urter, eller laks, eller hvad som helst! Og så er det FRISK.

Ikke for at være hellig, men jeg HAR altså taget min tørn med rockmusikernes "survival kit" - en pose heliumboller fra en "håndværksbager" og et bæger lunken rejeost, der - indrømmet - smager himmelsk i situationen, hvor der ellers ikke er udsigt til andet en resterne af den kasse Top, som koncertarrangørerne så venligt mindede os om, at vi skulle have med på hjemturen, selvom vi prøvede at undslippe. Og til tre timers ventetid i et mørkt og frostkoldt færgeleje, inden morgenfærgens cafeteria kan byde på heliumboller og små bægre med rejeost til caviar

priser!

Derfor sætter jeg ikke små krydser i tilbudsavisen ud for rejeost. Det gør jeg til gengæld ud for så meget andet.

Når tilbudsaviserne så er afkrydset ved varer, jeg kan tænke mig at købe - eller muligvis kan tænke mig at købe - så noterer jeg ned på en seddel, hvad varerne hedder, prisen, og hvor jeg kan købe dem. Sedlen putter jeg i lommen, og aviserne ryger i genbrugsskralderen.

Sådan en jagt-tur rundt i de forskellige supermarkeder efter bytte er dejligt afstressende. Hvis det vel at mærke er udenfor den værste panikmyldretid. Formiddage og de tidlige aftentimer er ideelle. Jeg kan gå i supermarkeder, som andre går på museum. Der er altid noget at se på, selvom det ikke altid er lige rart. I guder, hvor er der mange, der prøver at binde os forbrugere noget bras på ærmet. Opfindsomheden vil ingen ende tage, når det drejer sig om at ødelægge mad for at tjene nogle penge på det - og gerne flere end ham, der var inde og tage noget ud af den, for at erstatte det med noget andet og billigere, lige forinden. Det er osse sjovt at se folks reaktioner, hvis de bliver gjort opmærksomme på, at den mælk, de har taget, altså er seks dage gammel, og at den dagsfriske står inde bagest, og at de hellere skulle tage den, således at den ikke osse bliver gammel, inden den kommer forrest. De fleste putter i trods, den gamle mælk ned i kurven!!!

I de fleste tilfælde havner kun ganske få af de afkrydsede varer hjemme i køkkenet. Med mindre det drejer sig om thailandsk rød carry-pasta eller kokosmælk til en latterlig lav pris, for så køber jeg ikke kun en dåse af hver. Så køber jeg ti! Det samme gælder øl. 5-10 kasser ad gangen! Så slipper jeg for at skulle rende hele tiden, eller købe bagom i kiosken til ågerpriser. Til gengæld er ti kasser ikke til at slæbe, så dem bringer supermarkedets flaske

dreng ud på en budcykel. Det samme gælder, hvis der er tilbud på en god argentinsk rødvin af malbec-druen til 80 kr., så kan den som regel erhverves for 60, hvis man køber hele restlageret. Så har man, og skal ikke tænke mere på det, men kan koncentrere sig om at fylde kurven op med affaldskød.

I disse tider får vi smidt berberiandebryster og lår i nakken for ingen penge. Lårene koster til tider kun 10 kr. i Netto og Føtex.

I mange tilfælde skyldes det, at det er "affald" fra foie gras-produktionen i Frankrig.

Herhjemme er folk delt i to lejre. Dem der elsker den tvangsfodrede fedtlever, tilberedt enten stegt eller i terrine, og dem, der ikke vil røre ved det med en anden mands ildtang, fordi opfodringen er dyreuetisk.

De sidstnævnte køber gladelig samme "mishandlede" ands bryst og lår, fordi det er billig og delikat mad.

Førstnævnte gruppe af foie gras-elskere bliver til gengæld større og større, og på det seneste er jeg blevet spurgt om, hvordan man laver det, eller at de så opskriften her på siden i forrige uge, og at de havde prøvet at lave en terrine selv med stor succes.

Desværre stod der fejlagtigt, at man kunne få sin slagter til at bestille den rå gåse/andelever hos Erik Christensens Kødopskæring. De sælger ganske vist det bedste fritgående lollandske lammekød, og det fineste fedtmarmorerede oksehøjreb, som de må sælge til Italien og Spanien, fordi vi er blevet så fedtforskrækkede, at det er usælgeligt herhjemme - selvom det er højeste kvalitet. Men foie gras har de IKKE. Det kan man bestille hos Kalu-Import i Kødbyen i København. Så er det sat på plads!