Mindst 40 personer har mistet livet i den kinesiske Gansu-provins som følge af regnstorme, der har forårsaget oversvømmelser i den nordlige del af landet. Desuden meldes 18 kinesere savnet, oplyser nyhedsbureauet Xinhua ifølge BBC.

Stormene har berørt over 350.000 personer, hvoraf 30.000 er blevet tvunget til at evakuere deres hjem.

Lokale myndigheder oplyser, at blokerede veje har gjort det næsten umuligt at nå frem til flere byer i Gansu-provinsen, hvor huse og marker er blevet ødelagt.

Det er dog lykkedes over 800 militærenheder at nå frem til berørte zoner, hvor de har udleveret tæpper og anden nødhjælp.

Ifølge Xinhua var lokale myndigheder opmærksomme på, at det trak op til kraftigt uvejr, men alligevel er de chokerede over, hvor stor skade 70 millimeter regn på blot én time kan forvolde.