Regnen siler ned over store dele af landet, og det får konsekvenser for musikfestivalen Stella Polaris, der lørdag er i Aarhus.
Massiv regn og blæst tvang lørdag formiddag arrangørerne til at tage arrangementet i Botanisk Have op til overvejelse. De fleste artister spiller som planlagt, oplyser arrangørerne på Stella Polaris’ Facebook-side, men lørdagens arrangement vil blive nedskaleret efter forholdene.
Til gengæld bliver Stella Polaris-karavanen en dag mere i Aarhus, for forhåbentlig at kunne give aarhusianerne lidt musik i solskin søndag.
»Vi har besluttet at blive en ekstra dag med de artister, der kan passe det ind i kalenderen,« skriver arrangørerne.
Koncerterne i Botanisk Have slutter så vidt muligt klokken 21, lyder det fra arrangørerne. Efterfesten finder fortsat sted lørdag aften på Double Rainbow på Godsbanen.
BNB