Et kraftigt regnvejr bevæger sig lørdag ind over Danmark fra den jyske vestkyst, og i den forbindelse kan der komme vindstød af stormende kuling og store regnmængder med lokale skybrud, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
»Et lavtryk er rykket op over Nordsøen, og dermed bevæger der sig nogle fronter ind over Danmark, der giver regnvejr og byger, og som godt kan indeholde noget torden stedvist,« siger vagthavende ved DMI Olaf Mathiassen.
Lørdag formiddag var den jyske vestkyst allerede ramt af regnvejret, der også ventes at ramme det østlige Danmark i løbet af eftermiddagen. Her ventes uvejret dog at have taget noget af i styrke.
De steder i landet, hvor regnvejret kan blive kraftigst, kan der komme omkring 24 millimeter nedbør inden for seks timer. Og nogle steder kan der også komme lokale skybrud, hvilket svarer til 15 millimeter inden for en halv time.
»Regnvejret vil lokalt vare tre til fire timer og måske lidt længere for Nordjyllands vedkommende,« siger Olaf Mathiassen.
Dog er der ifølge den vagthavende ikke grund til frygte for oversvømmede kældre eller kloakker:
»Jeg tvivler på, at det bliver så kraftigt, selv der hvor der hvor det bliver kraftigst, og i den østlige del af Danmark bliver det slet ikke af den styrke«.