Regeringspartier i strid om skoletilskud
Københavnsk borgmester vil skære markant i tilskuddet til privatskolerne. De radikale siger nej, fordi forslaget vil medføre skolelukninger på stribe.
Københavnsk borgmester vil skære markant i tilskuddet til privatskolerne. De radikale siger nej, fordi forslaget vil medføre skolelukninger på stribe.
Landets privatskoler skal have markant færre penge i tilskud, hvis de ikke påtager sig et større socialt ansvar.
Det mener Københavns socialdemokratiske børne- og ungdomsborgmester, Anne Vang. I dag får privatskolerne et beløb pr. elev, som svarer til 73 procent af, hvad en folkeskoleelev i gennemsnit koster på landsplan. Men det tilskud skal skæres ’markant’, hvis det står til Anne Vang.
- I dag er det fuldstændig omkostningsfrit for privatskolerne at vælge de ressourcesvage børn fra. De får det samme fra staten, uanset hvor stort et socialt ansvar de påtager sig, sagde Anne Vang til Dagbladet Information fredag.
- Jeg siger gerne helt åbent, at, ja, det her er også en manøvre for at flytte midler fra privatskolerne over til folkeskolen. Middelklassen skal tilbage til folkeskolen, og det gør vi kun ved at styrke den, sagde borgmesteren i samme åndedrag.
De radikale afviser blankt Anne Vangs tanker. Føres de ud i livet, vil en lang række privatskoler og friskoler over hele landet være tvunget til at lukke, frygter den radikale friskoleordfører, Jeppe Mikkelsen.
- Mange friskoler er økonomisk trængte, og skærer man i tilskuddet, vil det ødelægge deres eksistensberettigelse. For mange vil det være dråben, der får bægeret til at flyde over, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.
Han mener, at man ikke ser hele virkeligheden, når man kigger ud af vinduerne på Københavns Rådhus.
- Når man kommer med forslag til national lovgivning, må man have styr på, om det, man foreslår, kan kopieres til hele landet. Det her forslag er uigennemtænkt, siger Jeppe Mikkelsen.
Han mener, at mange friskoler allerede tager et socialt ansvar.
- På mange friskoler er det altså ikke kun overklassens børn, der er elever. Hvis man skærer i tilskuddet og dermed øger forældrebetalingen, risikerer man netop, at opdelingen mellem, hvem der går i folkeskolen og på friskolerne, bliver endnu større, siger Jeppe Mikkelsen.
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) udtrykker sig positivt om forslaget fra Anne Vang. Hun vil nu overveje at kigge på en ny socialt bestemt finansieringsmodel for privatskolerne.
- Vi vil bestemt tage forslaget med til overvejelse, når nu vi alligevel er i gang med de selvejende institutioner, sagde Christine Antorini til Information fredag.
Ministeren skal ikke tælle de radikale stemmer med i første omgang.
- Fra radikal side vil vi gøre det helt klart for ministeren, at vi ikke støtter forslaget, som det ser ud i dag, siger Jeppe Mikkelsen.