Regeringen vil fjerne 90.000 fra passiv forsørgelse
Regeringen vil øge gevinsten ved at arbejde. Det skal være med til at fjerne 90.000 personer fra overførselsindkomster frem mod 2020, fremgår det af regeringens 2020-plan.
Regeringen vil øge gevinsten ved at arbejde. Det skal være med til at fjerne 90.000 personer fra overførselsindkomster frem mod 2020, fremgår det af regeringens 2020-plan.
I 2020 skal antallet af personer, der forsørges på statens regning, være reduceret markant.
Det fremgår af regeringens langsigtede økonomiske plan »Danmark i arbejde«. Planen lægger op til at reducere antallet af personer på overførselsindkomster med 90.000 personer frem mod 2020. Det gælder dog ikke personer, der modtager SU og folkepension.
Reduktionen er nødvendig for at sikre det velfærdsniveau, som regeringen ønsker.
- ... uden gennemførelse af nye reformer, der reducerer antallet af mennesker på overførselsindkomst og øger beskæftigelsen, vil de økonomiske rammer ikke være tilstrækkelige til de investeringer i fremtiden og den offentlige velfærd, som regeringen ønsker, står der i 2020-planen, som Berlingske Nyhedsbureau er kommet i besiddelse af.
Målet om at fjerne 90.000 fra overførselsindkomster skal blandt andet sikres via den kommende skattereform.
- Skattereformen skal øge gevinsten ved arbejde for almindelige lønmodtagere. Det skal bedre kunne betale sig at arbejde, også for ufaglærte. Formålet er ikke kun at give en skattelettelse til dem, der arbejder hver dag, men også at få flere i beskæftigelse og væk fra en situation, hvor de er fastholdt på overførselsindkomst, skriver regeringen.
Samtidig vil regeringen have cirka 180.000 flere ud på arbejdsmarkedet.
- Vi skal øge beskæftigelsen svarende til yderligere 60.000 job i kraft af reformer. Dermed skal beskæftigelsen – inkl. virkningen af genopretning af konjunkturerne og tidligere vedtagne reformer – stige med ca. 180.000 personer frem mod 2020, siger regeringen.
Regeringen præsenterer 2020-planen ved et pressemøde tirsdag 11.30.