Regeringen sparkede tirsdag det, den kalder »reformåret 2012« i gang, med at præsentere udspillet »En del af fællesskabet«, der skal ændre ordningerne omkring førtidspension og fleksjob.

Regeringen lægger blandt andet op til, at personer under 40 år ikke skal have førtidspension, men i stedet tilbydes et såkaldt ressourceforløb, der bedst muligt sikrer, at de på sigt kan komme ud på arbejdsmarkedet. Desuden vil regeringen ændre flekjobsordningen, så det kun målrettes personer med mindst arbejdsevne.

- Når vi sætter så gennemgribende og store reformer i gang, gør vi det, fordi vi både vil have Danmark sikkert ud af krisen, men vi vil også have et stærkt velfærdssamfund, når vi står på den anden side. Det kræver, at vi alle sammen tør diskutere, om vi bruger midlerne bedst muligt i dag, og det kræver, at vi åbner vores samfund, så flest muligt kan bidrage, sagde beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ved præsentationen af udspillet.

Ifølge regeringen vil udspillet medføre en budgetforbedring på cirka 1,9 milliarder kroner i 2020 og knap 3,5 milliarder kroner på lang sigt. Men ifølge Mette Frederiksen er der med udspillet tale om langt mere end bare tal.

- Vi vil sikkert diskutere en masse tal, og det er også en del af reformen, men først og fremmest er det her en reform om mennesker, sagde hun og tilføjede:

- Selv om der ikke var en økonomisk krise, ville jeg stadig foreslå denne her reform, fordi jeg grundlæggende synes, det er forkert, at vi sætter unge på førtidspension, når der er så stort et potentiale.

Regeringens støtteparti, Enhedslisten, kalder dog udspillet en spareøvelse med bare ét eneste lyspunkt.

- Helt overordnet er det bare en spareøvelse, hvor man lader syge mennesker og mennesker med handicap betale regningen for det eneste gode initiativ, der er i udspillet, nemlig ressourceforløbene og en bedre sagsbehandling for dem, man gerne vil hjælpe ud på arbejdsmarkedet, siger socialordfører Finn Sørensen (EL).

Hvis Enhedslisten skal lægge stemmer til udspillet, kræver det en anderledes finansiering, understreger han.

- Vi skal kigge på noget af al det, vi kalder »dum aktivering.« Der bliver brugt milliarder på aktiveringsforløb. Hvorfor ikke spare de penge og bruge dem til investering i bedre sagsbehandling, siger han.

Fra den borgerlige fløj ser både Venstre og Konservative flere positive takter i udspillet. Men begge partier vil tage konkrete krav med til forhandlingerne.

- Der er mange interessante elementer i udspillet. Det flugter meget fint med det udspil den tidligere regering kom med, men der er nogle knaster, og den allerstørste er, at vi ikke kender det overordnede regnestykke. Vi kender ikke regeringens 2020-plan, og vi kan ikke lave en delaftale på det her område, før vi kender hele regeringens køreplan, siger Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs, mens de Konservative kræver indflydelse på, hvad provenuet fra reformen skal gå til.

Dansk Industri kalder en reform på området tiltrængt.

- Det er helt åbenbart, at vi som samfund ikke har råd til at parkere unge under 40 år på livslang førtidspension i en situation, hvor vores virksomheder i nær fremtid kommer til at mangle arbejdskraft. Med reformen her gør regeringen noget godt for både de unge og virksomhederne, siger viceadministrerende direktør Kim Graugaard.