Regeringen satser på vandmilliarder fra Kina
- Vand er det nye vind, siger miljøminister Ida Auken, som med en investering i et nyt testcenter for vandteknologi håber på at sikre Danmark en række fede eksportaftaler med Kina.
- Vand er det nye vind, siger miljøminister Ida Auken, som med en investering i et nyt testcenter for vandteknologi håber på at sikre Danmark en række fede eksportaftaler med Kina.
Danmark er i de seneste år faldet bag om dansen i forhold til at eksportere vandteknologier, og det vil regeringen med et nyt testcenter rette op på. I løbet af de seneste fem år er den danske andel af den samlede EU-eksport af vandteknologi faldet med 12 procent, så der nu kun eksporteres for 14,3 milliarder om året.
Regeringen fremlægger mandag sit udspil til finansloven for 2013, og her vil man afsætte 8,3 millioner kroner til det nye testcenter, som med miljøminister Ida Aukens (SF) ord skal åbne for »et nyt dansk eksporteventyr og skabe arbejdspladser i Danmark«.
- Vand er det nye vind. Det er faktisk sådan, at det globale marked for vandteknologier er tre gange så stort som markedet for vindteknologi, og bare et land som Kina skal investere 3.500 milliarder kroner - det er et svimlende beløb - i vandinfrastruktur i de næste 10 år, siger Ida Auken til Berlingske Nyhedsbureau.
- Så hvis vi kan få bare en lille del af den investering til at være i danske teknologier, så kan vi øge den danske eksport med op til flere milliarder kroner, og branchen vurderer selv, at der er op mod 10.000 nye jobs at skabe i vandsektoren, så her er altså et kæmpe potentiale, som ikke er ordentligt udnyttet endnu, siger hun.
Med oprettelsen af det nye testcenter får den danske vandindustri stillet faciliteter og demonstrationsanlæg til rådighed, så man kan udvikle, teste og demonstrere nye produkter.
Ifølge Ida Auken er der flere områder indenfor vandteknologien, hvor Danmark har potentialet til at rykke helt op i verdenseliten.
- Vi er blandt andet gode til grundvandskortlægning og til at rense spildevand, men vi er faktisk også gode til at lave små og smarte løsninger. Det kunne være en måde at rense vandrør og vandboringer uden at skulle hive det hele op, siger Ida Auken.
Hun tilføjer, at »der er rigtig mange spændende ting i gang« og peger på elektronisk overvågning af drikkevand, så man hurtigt kan se, om vandet er forurenet. - Og så har vi en fin helikopter, der med et ekkolod kan sige, hvor grundvandet ligger, så man bedre kan beskytte det. Og det er jo noget, som kineserne i høj grad har brug for, siger miljøministeren.
Hos både Venstre og Konservative er man relativt positive overfor regeringens forslag, og samme melding kommer fra Carsten Bjerg, der er koncernchef i Grundfos samt formand for regeringens vækstteam for vand-, bio- og miljøløsninger.
- Den danske vandsektor har gennem længere tid ønsket et initiativ, som kan forbedre sektorens muligheder for at teste og demonstrere nye teknologiløsninger på state of the art-faciliteter. Langtfra alle i den danske vandsektor, særligt ikke de små og mellemstore virksomheder, har selv mulighed for at opbygge denne kapacitet, siger Carsten Bjerg til Politiken.
Han understreger dog, at det er afgørende, at man etablerer en ubureaukratisk og fleksibel model med stærke bånd til erhvervslivet.