Søndagens forhandlinger mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) om kommunernes økonomi for 2013 tegner til at blive en vanskelig affære. Alligevel håber finansminister Bjarne Corydon (S), at man er i stand til at lande en aftale i løbet af søndagen.

- Jeg håber, vi får en aftale i dag, men det kan man ikke være sikker på, siger Bjarne Corydon på vej til mødet.

Han understreger behovet for ansvarlighed i kommuneaftalen.

- Det er en forhandling, der foregår i skyggen af en økonomisk krise, hvor vi bliver nødt til at have en ramme, der er så stram, at vi også er sikre på, at der er en ansvarlig, økonomisk politik i Danmark. Inden for den ramme skulle vi gerne gøre det så godt som muligt for kommunerne og den velfærd, de leverer, siger Bjarne Corydon.

Kommunerne har de seneste år foretaget en hård økonomisk opbremsning, og i KL frygter man, at regeringen vil tvinge kommunerne til at spare endnu mere, og at det vil gå ud over de serviceydelser, kommunerne leverer.

Fredag var der krisemøde i KLs bestyrelse omkring forhandlingerne med regeringen, og parterne er fortsat langt fra hinanden, siger KL-formand Erik Nielsen (S) på vej til mødet med regeringen.

- Vi kommer langsomt nærmere hinanden, det skal man jo i sådan nogle sager, men der er stadig en del, der skal arbejdes med, siger han uden at ville komme det nærmere.

Erik Nielsen tør ikke spå om, hvorvidt der kommer en aftale i dag.

- Det tør jeg ikke sige, men vi arbejder på det, siger han.

Bjarne Corydon forventer - på trods af udsigten til den stramme økonomiske ramme - at kommunerne kan opretholde velfærden.

- Det vil jeg mene, at vi kan levere med denne her aftale. Jeg vil også mene, at vi kan levere nogle nye initiativer, som vi synes er meget nyttige. Lad os nu se, siger han.

Lørdag lykkedes det regeringen at lave en aftale med landets regioner.