Når Helle Thorning-Schmidt tirsdag mødes med den danske presse, står der 'arbejdsmarkedsydelse' øverst på dagordenen.

Forud er gået to uger, hvor presset på statsministeren er steget massivt. Socialdemokratiske og SF-politikere, fagforeningsfolk og støttepartiet Enhedslisten har forlangt en løsning, der forhindrer at 30.000 danskere ryger ud af dagpengesystemet inden nytår. Som følge af nedsættelsen af dagpengeperioden fra fire til to år.

Samtidig er presset øget på kvinden, der er kaldt regeringens skyggestatsminister, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager. Så meget at hun - og resten af den radikale ledelse - har accepteret indgrebet, som i bund og grund er lige så usmageligt for mange radikale som cafe latte med kærnemælk. 

Vestager har ellers været skråt imod at ændre på den såkaldte genoptjeningsret. Som er en del af den dagpengereform, hun var med til at indføre sammen med den tidligere borgerlige regering.

- Jeg er helt overbevist om, at Margrethe Vestager bliver nødt til at finde en løsning på det her meget store problem, som optager rigtig mange vælgere, og som også optager store dele af fagbevægelsen, og som skaber uro i baglandet hos Socialdemokratiet, SF og nu også hos de Radikale, sagde Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen for tre dage siden.

Ifølge bt.dks oplysninger har dele af det radikale bagland lagt pres på partilederen. Især i København, hvor de radikale traditionelt er lidt mere sociale end liberale.

Netop den københavnske radikale beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev jubler mandag aften overfor Berlingske Nyhedsbureau.

- Jeg er meget glad for, at regeringen kommer med en god løsning på dagpengesituationen nu. Løsningen bygger på det gode fra henholdsvis dagpenge- og kontanthjælpssystemet. På den ene side laver vi en blødere overgang og sørger for, at folk har en ydelse. På den anden side bibeholder vi den dagpengereform, der stadig er bydende nødvendig for Danmarks økonomiske fremtid, og som på længere sigt vil hjælpe flere ud af systemet og i job, siger hun.

Ifølge politiken.dk aflyste Vestager så sent som mandag eftermiddag et planlagt møde i Bruxelles i Belgien. Det taler sit eget tydeligt sprog. Det er gået mere end almindelig tjept de seneste dage på Christiansborg.

Ifølge bt.dks oplysninger er hele regeringen inviteret til koncert med Bruce Springsteen tirsdag aften i Parken. Hvor mange, der takker ja, vides ikke. Selvfølgelig er det tilfældigt, men også lidt ironisk, at Thornings indgreb kommer samtidig med den - i øvrigt ekstremt rige - amerikanske arbejderklassehelts Danmarksbesøg.

For et par uger siden vedtog SF på sit landsmøde, at regeringen skulle gøre noget for de udfaldstruede dagpengemodtagere. Ledere af fagforeninger som HK og FOA krævede lempeligere regler for optjening af dagpenge.

Presset kulminerede tirsdag, da en stribe socialdemokratiske folketingsmedlemmer krævede, at der skulle tages hånd om de mange tusinder, der står til at miste dagpengeretten i år. Samme dag bebudede Thorning på det traditionelle pressemøde, at hun ville finde på noget. 

Onsdag truede Enhedslisten regeringen i forbindelse med Folketingets afslutningsdebat. Støttepartiet meldte sig parat til at stemme regeringen ned, hvis man ikke fandt en løsning for dem, der står til at falde ud af dagpengesystemet 1. juli.

Efterfølgende har finansminister Bjarne Corydon (S), økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og skatteminister Holger K. Nielsen (SF) holdt dybt hemmelige møder de seneste dage for at strikke et kompromis sammen. Det skriver eb.dk.

Det blev sent mandag eftermiddag præsenteret for statsminister Helle Thorning-Schmidt, uddannelsesminister Morten Østergaard (R) og erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF). De seks topministre er alle medlemmer af regeringens magtfulde koordinationsudvalg, der lægger regeringens politik.

Regeringen kunne have åbnet døren på klem for Enhedslisten undervejs. Det har man ikke ønsket. Ifølge flere politiske kommentatorer handler det om god gammeldags surhed. Johanne valgte at skrue helt op for retorikken under afslutningsdebatten. Dermed lagde hun sig selv på is. Indtil Enhedslisten snart bliver indkaldt til forhandlinger.

Regeringens kalkule må være, at støttepartiet ikke kan forsvare at stemme nej overfor hverken sig selv, sine vælgere, eller de mellem 20 og 25.000, der står til at miste deres dagpenge.