Det skal være slut med matchfixing i dansk sport, mener regeringen, der blæser til kamp mod aftalt spil.

Tirsdag præsenterer kulturminister Marianne Jelved (R) på Brøndby Stadion således en række initiativer, der skal gøre det sværere at snyde med spil på sport. Initiativerne skal samtidig øge sanktionsmulighederne mod de, der alligevel vælger at snyde.

»Matchfixing er den største udfordring, idrætten står over for i dag. Det underminerer hele idrættens værdigrundlag, hvis kampenes resultater er aftalt på forhånd. Samtidig kan det have store, negative økonomiske konsekvenser for de klubber og hold, der uforskyldt bliver sat i forbindelse med matchfixing,« siger Marianne Jelved og fortsætter:

»Det ligger mig meget på sinde, at vi får sat ind over for problemet, og jeg er glad for, at vi etablerer et stærkt samarbejde med idrætsorganisationerne, spiludbyderne og politiet. Kun ved fælles engagement kan vi komme det her problem til livs.«

Kulturministeren henviser her til, at matchfixing-initiativerne er en fælles indsats mellem flere aktører på sportsområdet samt politiet, og både Dansk Idrætsforbund (DIF), Danske Spil og Bagmandspolitiet er da også til stede ved præsentationen på Brøndby Stadion.

Initiativerne er blevet til på baggrund af anbefalinger fra en matchfixing-arbejdsgruppe, som Kulturministeriet nedsatte i februar 2013, og blandt tiltagene er en ny paragraf i straffeloven. Matchfixing kan i dag straffes som bedrageri, men det er ikke hårdt nok, mener regeringen, der derfor vil indføre en ny bestemmelse som supplement til straffelovens bedrageribestemmelse:

»Arbejdsgruppen anbefaler, at grovere tilfælde af bestikkelse inden for idrætten kriminaliseres,« lyder det i den 99 sider lange rapport.

Den 21 mand store arbejdsgruppe vurderer, at en kriminalisering af bestikkelse inden for idrætten i sig selv kan have en præventiv effekt.

Derudover skal der igangsættes en kampagne mod matchfixing, og regeringen vil etablere et nyt organ med deltagelse af aktører inden for både idræt, spiludbud og politiet, som skal koordinere indsatsen mod matchfixing og analysere mistanker om aftalt spil.

Berlingske afslørede 24. august den første sag om matchfixing i dansk fodbold. Seks mænd - heriblandt fire fodboldspillere - er sigtet for at have manipuleret udfaldet af to kampe i 1. division i 2010. Det skete ifølge sigtelsen i samarbejde med en asiatisk organisation.