Der kommer mere gang i Danmarks hjul til næste år.

Det forventer regeringen ifølge sit forslag til en finanslov for 2013.

Heraf fremgår det, at regeringen forventer en økonomisk vækst på 1,7 procent, erfarer Berlingske Nyhedsbureau. Det er en stigning i forhold til i år, hvor væksten forventes at være 0,9 procent.

Det samlede underskud på de offentlige finanser forventes at runde 36 milliarder kroner. Det er en markant nedbarbering i forhold til dette års underskud, som ventes at være omkring 75 milliarder kroner. Med i det regnestykke skal blandt andet medtages en engangsudgift på omkring 25 milliarder kroner til udbetaling af efterlønsbidrag.

Regeringen offentliggør sit finanslovsforslag mandag klokken 10.

BNB