Tirsdag aften har regeringen indledt forhandlingerne om fleksjobordningen og førtidspension uden Enhedslisten.Støttepartiet har ellers tidligere sendt et brev til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), hvor det blev understreget, at de meget gerne ville deltage i forhandlingerne. Men Enhedslisten var altså ikke inviteret, da forhandlingerne startede i Beskæftigelsesministeriet.
- Hvis det er rigtigt, at de holder møde uden os, og jeg skal forstå det som om, at vi slet ikke er inviterede til forhandlingerne, så er jeg meget skuffet over det. Men jeg må lige have fat i ministeren i morgen og høre, hvad meningen er, siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Finn Sørensen, til jp.dk.
I det førnævnte brev skrev Enhedslisten ellers, at partiet er klar til at tilslutte sig de økonomiske mål, som blandt andet indebærer, at der skal spares 1,9 milliarder kroner frem mod 2020.
Enhedslisten afviser dog, at pengene skal findes ved at sænke ydelserne til førtidspensionister. Partiet foreslår i stedet, at der kan spares penge på aktivering af kontanthjælpsmodtagere og sygedagpengemodtagere.
- Men det er jo lige meget, hvilken kasse pengene kommer fra. Vi ville gerne være med til at finde 1,9 milliarder kroner. Så jeg må forstå det sådan, at det er fordi, regeringen vil tage pengene fra de syge og de handicappede. Det vil vi ikke, siger Finn Sørensen til jp.dk.
Venstres finansordfører, Peter Christensen, forstår godt, hvorfor regeringen har valgt at holde Enhedslisten udenfor.
- Og jeg er nok også enig med regeringen om, at det er tvivlsomt, hvorvidt Enhedslisten overhovedet var villige til at forhandle en aftale, selv om de så siger det, siger Peter Christensen.