Regeringen er nået halvvejs i mål
Knap halvdelen af punkterne i SRSFs regeringsgrundlag er allerede blevet vedtaget. Regeringen kan være bedre til at fortælle om sejrene, erkender Socialdemokraternes politiske ordfører.
Knap halvdelen af punkterne i SRSFs regeringsgrundlag er allerede blevet vedtaget. Regeringen kan være bedre til at fortælle om sejrene, erkender Socialdemokraternes politiske ordfører.
Hvor S og SF som enkeltpartier har haft svært ved at indfri løfterne fra valgkampen, går det meget bedre med at leve op til SRSFs fælles visioner. Kun seks og en halvt måned efter regeringensdannelsen er SRSF næsten halvvejs igennem regeringsprogrammet.
En opgørelse, Berlingskes Politiko har lavet, viser, at ud af 95 punkter i regeringsgrundlaget, »Et Danmark, der står sammen«, er 42 allerede trådt i kraft eller vedtaget i Folketinget. 52 punkter bliver enten lige nu politisk behandlet eller er ikke endnu taget fat på. Kun ét punkt er på nuværende tidspunkt helt droppet: Betalingsringen.
Professor i statskundskab ved Københavns Universitet Tim Knudsen er »forbløffet« over de mange vedtagelser set i lyset af oppositionens løftebrudsdebat. Men han understreger, at succesen også skal måles i forhold til punkternes tyngde – det er hurtigere at hæve afgifterne på vin, øl og chokolade end at sammensætte en skattereform på arbejde.
Blandt de store punkter, der er vedtaget, er energiforliget og kickstarten af dansk økonomi, mens reformerne af f.eks. skat, førtidspension og kontanthjælp stadig mangler, ligesom folkeafstemninger om EU-forbeholdene på rets- og forsvarsområdet.
Hos Socialdemokraterne ser man opgørelsen som et bevis på, at det har betydet mærkbare politiske ændringer, at der er kommet en ny regering. Og det skal regeringen også være bedre til at fortælle danskerne.
- Vi kan altid blive bedre til at fortælle, hvad vi har fået gennemført. Vi knokler for at få vores politik igennem, og denne opgørelse viser, at det er faktisk også er lykkedes. Det er vi tilfredse med, og det fortsætter vi med, siger politisk ordfører Magnus Heunicke (S) og referer til statsministerens nytårstale, der lovede et reformtungt forår.
Politisk ordfører for SF Jesper Petersen glæder sig over, at regeringen nu er kommet til et punkt, hvor skellet mellem et VK og O i forhold til SRSF og Ø ved magten er blevet tydelig.
- Og det er jo det, vi skal måles på. Det er forskellen til VKO-perioden. Og her er der store forandringer, når det handler om investeringer i uddannelse, i sundhed og højere beskatning af de multinationale selskaber, siger han og nævner afskaffelsen af pointsystemet for opholdstilladelse som et godt eksempel på den politiske afstand til en regering ledet af Venstre og de Konservative med Dansk Folkeparti som støtteparti.