Regentparret besøger kronprinsen på indlandsisen
Regentparret besøger kronprinsen på indlandsisen
Regentparret besøger kronprinsen på indlandsisen
Dronning Margrethe og prins Henrik er rejst til Grønland for at besøge kronprins Frederik og hans slædekammerater, skriver B.T. i dag. Regentparret fløj tidligt mandag morgen i største hemmelighed med et af forsvarets fly, et Gulfstream, til verdens nordligste flyveplads, Station Nord i Grønland. Om de skal møde kronprinsen her, eller om de tager med et lille arktisk fly, en Twin Otter - der kan lette og lande på isen - for at møde Frederik, er uvist. Frederiks hold knokler for fuld fart mod Station Nord. En dagsrejse er normalt på 30-35 km med slæde, men er omstændighederne gode og heldet med, kan man nogle gange klare op til 50 km fortæller Sirius-folk til bladet. Efter planerne skal Frederik og hans hold først komme til Station Nord midt i april, hvor de så for første gang i mere end to måneder kan komme i bad, men meget tyder på, at de ankommer tidligere. Om Frederik på forhånd har været orienteret om sine forældres overraskende besøg er ikke helt klart, skriver B.T. Meget tyder dog på, at der bliver tale om et surprise-party. Ritzau tjekker dagligt Sirius-patruljens hjemmeside på Internet, og i den seneste dagbogsoptegnelse, der er fra søndag, står der ikke et ord om regentparrets rejse til Nordgrønland.
/ritzau/