KOMMENTAR: 

Tempo. Tempo. Tempo. Det var bare tre af de nøgleord, jeg sad og savnede omsat til virkelighed i aftes, og som jeg virkelig håber at komme til at opleve mod Armenien på tirsdag i Parken.

For når Danmark møder Armenien, er sagen jo så enkel, at vi skal have tre point for seriøst at kunne tro på kvalifikationen til VM i Brasilien, og i det lys var Georgien en rigtig god modstander at møde, fordi de i al enkelhed og med meget stor tydelighed udstillede, at Danmark virkelig skal have skruet på nogle knapper i den kommende uge. Det var - igen - flegmatisk, uopfindsomt og langsomt.

I Helsingør gjorde Morten Olsen en hel del ud af at få sat tempo i spillet ved hele tiden at opfordre sine spillere til at lave de lidt mere risikable afleveringer fremad gennem modstanderens kæder i stedet for at spille bolden på tværs eller bagud, sådan som landsholdets udgave af tiki-takaen ofte er blevet fortolket. Alligevel var det sådan, det trods de gode intentioner igen endte mod Georgien.

Det er ikke første gang, Morten Olsen har haft det fokus i en landsholdslejr, og det er ikke første gang, en kamp er forløbet stik mod de intentioner.

Nicklas Pedersens mål var snarrådigt eksekveret og præcist sparket ind, men oplægget en gave, der ikke kommer hvert år, og Christian Eriksens mål var suverænt sat ind, men ikke resultatet af en selvskabt chance.

Da Danmark tidligere på året vandt 3-0 i Tjekkiet, var det på en 2. halvleg, hvor danskerne fra et dybere udgangspunkt gav omstillingsspillet en chance og havde succes med det. En retvendt Christian Eriksen i løb gjorde ting, modstanderne ikke kunne følge med i, og hans medspillere lukrerede på hans fine blik for den gode aflevering. Efter 35 landskampe må vi efterhånden kunne konstatere, at det er sådan - bagfra med front mod mål - at han er bedst, og at man ikke får ret meget ud af ham på toppen af trekanten med ryggen mod mål. Heller ikke selvom han var en af dem, der i går momentvis viste flair, og som afgjorde kampen med et fantastisk frispark.

Skulle man rykke ham længere tilbage på banen eller ud på den venstrekant, hvor Viktor Fisher åbenbart ikke er velkommen, eller ud på højre hvor Dennis Rommedahl sjældent har været ret god mod pakkede hold som Georgien og Armenien? Noget skal der ske, hvis nogen for alvor skal have glæde af ham.

Armenien kommer som Georgien ikke til Danmark for at angribe, sådan som Tjekkiet gjorde i Olomouc, hvor tempomulighederne kom af sig selv. Men som vi også så det mod Georgien, vil der opstå chancer for at vende spillet hurtigt, og her fejlede Danmark tungt. Meget skyld kan givetvis lægges over på det taktiske oplæg, men mest skal ifølge min bedste overbevisning findes i det mentale. Hvor er Nicolai Stokholms insisteren på den udfordrende aflevering, han har i Nordsjælland? Hvor er det nærmest blinde backløb fremad, når bolden er på danske fødder?

Mulighederne for at sætte tempo i spillet kommer ikke lige så naturligt mod Armenien (eller Georgien), som de gjorde mod Tjekkiet, så dem skal Danmark selv skabe. Det lykkedes ikke i går. De skarpe afleveringer fremad, udfordringerne af den direkte modstander og sparkene fra distancen var for få og dynamikken fraværende.

Det gode? Danmark vandt og tager et resultat med tilbage i træningslejren, to af vores offensive spillere fik slukket deres måltørke. Og der blev lagt et fornuftigt tryk til allersidst - da Morten Olsen gik væk fra forsøget på at spille det spil, han helst ville spille...