Selvom Danmark burde have vundet torsdagens træningskamp mod Ungarn, er der masser af roser til det danske landshold. Ikke mindst fra BT's fodboldredaktør, Morten Crone Sejersbøl, der roser landstrænerens taktiske mod:

- I aftes så vi resultatet af, at Morten Olsen for en gangs skyld havde rystet posen. Sådan virkelig rusket den. Han vil til en hver tid hævde, at han har valgt system ud fra de spillere, han havde til rådighed, men sjældent har vi set de næsten fuldbyrdede stilskifter, som det vi så i går. For det vil jeg hævde, vi gjorde, og jeg er sikker på, at også landstræneren så tegningerne til noget nyt, skriver Morten Crone Sejersbøl i sin blog og fortsætter:

- Det var et dansk stilskifte af de større, og spørgsmålet er nu, hvordan det vil fungere mod en stærkere modstander som Sverige på onsdag. Mit bud er, at det vil fungere mindst lige så godt afhængigt af, hvor mange udskiftniner Morten Olsen foretager, og hvordan eventuelt nye spillere vil klikke sammen. Defensivt? To fejl, to mål og et misvisende resultat. Det behøver vi ikke lægge ret meget i. Olsen tog et nyt skridt. Det gik godt. Clockradioen lyser endnu.