Flemming Østergaard bliver 70 år på torsdag. Tillykke til ham.

Den tidligere bestyrelsesformand i selskabet bag FC København gjorde en betydelig forskel, og alle, der har fulgt Superligaen siden 90’erne, vil sikkert have en favorithistorie om Don Ø fra Parken.

Nogen vil se for sig den lykkeligt tudende mand med den store fadøl i hånden. Andre vil tænke arrogance, og de fleste vil måske bare forbinde ham med FCKs forvandling fra middelmådighed til mesterhold.

Jeg ved, at jeg sikkert altid vil huske, at han i hvert fald kom dampende ind i dansk fodbold med det helt store udstødningsrør på sin selvtillid.

Ydmyghed var ellers et adelsmærke i dansk fodbold i starten af 90’erne, men det passede ikke Don Ø, som derimod var en eksplosion af gennemtrængende selvbevidsthed. Flemming Østergaard forsøgte nærmest ugentligt at understrege for alle de mikrofoner, han kunne finde – og han fandt mange – at fodbold bliver afgjort af mænd som... Flemming Østergaard.

I dag er alle med på, at han havde ret. Hvis man ellers lige måtte skrue lidt ned for udstødningen. Fodbold bliver over tid rigtigt nok afgjort hos ledelsen, mere end det bliver afgjort på banen. Østergaard ejede den påstand. Jeg kan garantere alle, der ikke var med på sidelinjerne dengang i 90’erne, at sådan en stor, selvherlig armbevægelse ikke var lingoen blandt fodboldledere inden Don Ø.

Jeg tilhører ikke den kreds af mennesker, der mener, at selskabet bag FCK savner Flemming Østergaards facon. Men man må jo give ham, at han formentlig ville have reageret kraftfuldt på fodboldklubben FCKs problem, som det ser ud her i efteråret 2013.

Flemming Østergaard ville have fundet penge til at købe en angriber eller to – også selv om der allerede er brugt formuer på angribere, der ikke fungerer.

Danmarks rigeste klub har trods alle de udmærkede forudsætninger sammensat en samling af angribere, der dårligt nok kollektivt kan ramme Superligaens top-6, når vi måler lidt på evnerne i modstandernes straffesparksfelt.

Ja, du kan tro, jeg mener det.

Marvin Pourié, Cesar Santin, Igor Vetokele og Fanendo Adi? Der er spillet 13 kampe. Ingen FCK’er har flere end tre scoringer, selv om holdet jo sådan set efter Ståle Solbakken ankomst generelt dominerer bolden i alle kampene og så sandelig kommer frem til målfeltet.

I går var det backen Lars Jacobsen, der reddede 1-1 i overtid i Randers. Marvin Pourié, sidste sæsons offensive kæmpenummer i Silkeborg, var ikke engang udtaget til kampen. Han må have gravet store huller i FCKs træningsanlæg, når han ikke kan få sin chance i den flok af ineffektive måldilettanter. Ah, det var måske for voldsomt. Men så kom pointen da på plads.

Østergaard ville have råbt transfermarked. Jeg er mere usikker nu. Selv Ståle Solbakken prædiker, at angribere i FCK skal bruge tid, og han bruger gerne Dame N’Doye som eksempel. N’Doye rendte rundt som forvirret fjerdeangriber, længe inden han blev ligaens bedste angriber.

Spørgsmålet er bare, om FCK har råd til at lade være. Klubben kan den miserable begyndelse til trods stadig vinde Superliga-historiens billigste mesterskab. Her behøver man jo ikke vinde så mange kampe i træk, før festen bliver vidunderlig. Men det sker jo ikke, hvis alle de tilløb til feltet og al den dominans aldrig bliver eksekveret.

Også FCK’erne vil vel se, at FC Midtjylland er på toppen af tabellen med kun 24 point for 13 kampe. Aldrig tidligere i Danmarksturneringens trepoint-system har topholdet på dette tidspunkt af sæsonen haft så få point.

FCK kan stadig nå det. Hvis de tør bruge fra lommen på en mand eller to, der kan ramme målet.

Fodbold er nogle gange så enkelt, at det næsten gør ondt.