Med tre kampe tilbage er der blot et enkelt points forspring mellem FCK og FCN. I øjeblikket er det FCK, der er i førertrøjen. Men det er ikke tilfældet, når 33. og sidste spillerunde er færdigspillet i Superligaen. Det mener i hvert fald Morten Crone Sejersbøl.

- FC Nordsjælland har flest hjemmekampe, de på papiret letteste modstandere og er i bedre form end FC København. Spørgsmålet er, om det er nok til at hente et point og en fem mål bedre målscore end FCK? Mit svar er, at det er det i den statistiske verden. Og det bliver det også i den virkelige verden. Selvom der kan ske så meget i den virkelige verden, skriver han i sin blog.

Fodboldredaktøren angiver specielt de to holds formkurver som det, der taler mest til FC Nordsjællands fordel.

- I sidste uge så vi, hvordan FC København i store dele af kampen kontrollerede FC Nordsjælland, der alligevel endte med at vinde til sidst. En lidt heldig sejr, der dog viste, at FC Nordsjælland stadig kan have et klart boldovertag og i år – i modsætning til sidste år – er blevet i stand til at holde nullet. Og måske mere interessant: I weekenden vandt FC Nordsjælland deres kamp i Lyngby trods fraværet af Kasper Lorentzen og Mikkel Beckmann, mens FC København var heldig med at få point hjemme mod OB, skriver han.

Du kan læse hele redaktørens blog ved at klikke her.