For første gang nogensinde er Red Barnets landsindsamling en rigtig landsindsamling. Det er nemlig første gang, at organisationens frivillige rent faktisk rasler med bøsserne i hele Danmark.

- Red Barnet samler i år ind til børnearbejdere i blandt andet Bangladesh for at få børnene ud af det skadelige arbejde, fortæller kommunikationschef i organisationen, Morten Kjær Petersen.

Landsindsamlingen foregår søndag formiddag og eftermiddag - og argumentet for at spytte i bøssen er klar:

- Børn skal gå i skole og have mulighed for at være børn, og det er absolut ikke tilfældet, når man arbejder 12 timer om dagen og i mange tilfælde med skadeligt arbejde, hvor man arbejder med kemikalier og store maskiner, siger Morten Kjær Petersen.

Pengene fra indsamlingen skal bruges til at uddanne børnene. På den måde får de hjælp til at bryde den onde cirkel, hvor de er afhængige af deres dagsløn.

- Først giver vi dem en grunduddannelse, så de kan læse, skrive og regne, og senere hen skal de også have det, vi herhjemme kalder en ungdomsuddannelse. De kan for eksempel blive syerske eller sygmaskinereparatør, så de har et fag at arbejde med i fremtiden. På den måde får de en indtægt, som gør, at de bedre kan holde deres egne børn ude af børnearbejde, fortæller Morten Kjær Petersen, der stadig håber på, at flere vil give en hånd med på deres fridag.

- Vi mangler stadigvæk rigtig mange indsamlere, vi håber på at komme op på 9.000. Man kan heldigvis stadigvæk melde sig, og vejret er jo fint at samle ind i, påpeger han.

Red Barnet håber på at have indsamlet 10 millioner kroner, inden dagen er omme, men det kræver, at flere møder op og hjælper til. Man kan melde sig som frivillig indsamler på organisationen hjemmeside, redbarnet.dk.