I næsten 14 år levede Mai med overgreb, vold og incest. Hendes far voldtog hende og tvang hendes brødre til at gøre det samme. I dag står hun for første gang frem og fortæller sin historie i Berlingske.

18-årige Mai har overlevet en hel barndoms mareridt. Hun har fået venner, kæreste og noget at stå op til hver morgen. Men det helvede, hun voksede op i, plager hende stadig.

»Når jeg har lukket mine øjne, kommer skridtene nærmere. Det er som om, en skikkelse går gennem min dør,« siger Mai til Berlingske.

Mai er en af hovedpersonerne i den såkaldte Rebild-sag, hvor en mand igennem 14 år seksuelt misbrugte sine otte børn. Rebild-sagen er samtidig en historie om et massivt svigt fra systemets side. Et system, der overhørte indberetninger, som kunne have sat en stopper for overgrebene, lang tid før historien om en af danmarkshistoriens mest forfærdelige sager om misbrug og svigt kom for dagens lys.

Tvang brødre til samleje

Faderens misbrug af Mai begyndte, da hun var tre år gammel. Senere tvang han også hendes ældre brødre til at voldtage hende.

»Det var forskelligt, hvilken bror det var. Han fik ordre til at have samleje med mig. Vi blev sendt ind i et rum. Bagefter kom min far ind,« fortæller Mai til Berlingske.

Læs også

Når Mai som den første af sine søskende nu står frem og fortæller om overgrebene, skyldes det, at hun vil hjælpe andre. Hun er blevet en del af et projekt for voldsramte kvinder, som Huset Zornig og kvindenetværket Zonta står bag. Mai mener, at hendes fars overgreb kunne være blevet stoppet, hvis hendes mor var blevet hjulpet ud af forholdet til den voldelige far.

Truet til tavshed

Faderen truede Mai til ikke at fortælle nogen om de mange og forfærdelige overgreb. Da Mai var 10 år gammel, forsøgte hun at sige nej til en af faderens regelmæssige voldtægter.

»Han gik ned i køkkenet og beordrede mig til først at komme ned, når han sagde til. Senere kaldte han, og jeg gik ned i køkkenet. Han trak mig op på sit venstre lår og fortalte mig om min hund, som hed Binki. Jeg elskede den hund. Han havde forsøgt at drukne den, men knækkede i stedet nakken på den. Han var helt kold, mens han fortalte det. Han sagde, at hvis jeg ikke adlød ham, ville han gøre det samme ved andre,« fortæller Mai til Berlingske.

Mai blev som 12-årig i 2010 anbragt hos en plejefamilie efter hendes forældres skilsmisse. Men det var først som 13-årig, hun endelig betroede sig til sin plejemor. Dagen efter hun fortalte om faderens overgreb, blev han anholdt.

Men det kunne være stoppet flere år tidligere. I 2008 fortalte en af Mais brødre en pædagog om overgrebene. Det førte til tre indberetninger til Rebild Kommune. Men kommunen tog ikke indberetningerne seriøst, så der skete intet, før Mai selv turde fortælle sin historie.

Læs hele Mais historie i Berlingske her.