Tidligere i dag faldt der dom i en af danmarkshistoriens værste misbrugssager. Den 56-årige JEP, bedre kendt som Rebild-faren, blev kendt skyldig i at have udsat sine fem sønner, to døtre og to piger uden for familien for omfattende og vedvarende sexmisbrug i perioden 1994 til 2010 og idømt en forvaringsdom.

- Det er selvfølgelig godt, at han er blevet dømt. På mine klienters vegne er jeg rigtig glad for, at man har fundet deres forklaringer »yderst troværdige«, som dommeren sagde. Det, synes jeg jo, er dejligt, når man har skullet igennem sådan en sag, som de har, fortæller en af anklagerne, Susan Sørensen til Berlingske Nyhedsbureau.

Rebild-faren var tiltalt for i alt 10 forhold og blev kendt skyldig i dem alle. Udover forvaringsdommen blevet den dømte pålagt at skulle betale erstatning til de i alt ni misbrugte børn. Erstatningen lyder på samlet set 915.000 kroner, hvoraf de 250.000 kroner går til den i dag 15-årige datter, som har været udsat for de værste overgreb.

- Jeg havde krævet 750.000 kroner til min klient, og hun fik som bekendt kun 250.000 kroner. Det, synes jeg, er for lidt, selvom jeg godt ved, at beløbet ligger i den øvre ende af praksis, siger anklageren og fortsætter:

- Set i forhold til hvor lang tid misbruget har stået på - og det, at der også har været overgreb på hendes brødre, så synes jeg, hun skulle have haft noget mere, siger Susan Sørensen.

Den dømte valgte at anke dommen til frifindelse og subsidiært til formildelse, og det betyder, at sagen skal køre igen i Landsretten.

Om børnene skal indkaldes som vidner endnu en gang, ved hverken forsvareren eller anklageren endnu. Det er noget, de to parter skal blive enige om.

- Der er en risiko for det, og det var selvfølgelig ikke det, vi havde håbet på. Derimod havde vi virkelig håbet, at det nu var overstået, og at man kunne lægge det bag sig og begynde at se fremad. For det har virkelig været en hård sag, siger Susan Sørensen.