Ok, vi er med på, at Cristiano Ronaldo og Rafael Benitez ikke havde det bedste spiller/træner-forhold i Real Madrid. Eller det næstbedste, eller det tredjebedste, eller…

Nu beretter det spanske medie El Pais om en tidlig episode mellem de to, der nok har gjort sit til at gøre stemningen på klubbens træningsanlæg en smule anstrengt.

For kort efter at være tiltrådt som Real Madrid-træner i sommeren 2015 lod Rafael Benitez en af sine assistenter opsøge Cristiano Ronaldo.

Med et usb-stik.

Herpå var en stribe billeder og videoer, der skulle lære den portugisiske stjernespiller at blive bedre til at sætte sin direkte modstander af.

Cristiano Ronaldo tog ifølge El Pais ikke just mod usb-stikket med åbne arme. Faktisk tog han slet ikke mod det.

Portugiseren skulle i stedet have sagt følgende til assistenten:

»Fortæl Benitez, at jeg vil sende ham et usb-stik med alle mine mål, så kan han studere dem.«

Resten er historie, som man siger.

For helt hen til Rafael Benitez’ fyring i januar, gik der vedvarende rygter om dårlig kemi mellem den spanske træner og den portugiske spiller.

Og umiddelbart efter at Zinedine Zidane havde taget over i Real madrid, fortalte Cristiano Ronaldo om forholdene i klubben.

»Zidane har været et boost for holdet. Helt ærligt, med nogle trænere har man et bedre forhold til end med andre,« sagde portugiseren:

»Jeg har aldrig ment noget dårligt om ’Rafa’. Han gjorde altid det bedste for Madrid, men han ser fodbold på en anden måde en ’Zizou’. Spørg mig ikke hvorfor, men spillerne har et bedre forhold til Zidane.«

Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Der er meget mere af det gode at hente fra BT Sporten. Bliv ven med os her: Facebook.com/btsporten