Han stod bag den endelige fuldbyrdelse af La Decima - ti sejre i Champions League og Mesterholdenes Turnering, som Real Madrid havde jagtet så længe. Men for Carlo Ancelotti er jobbet alligevel i fare, når han onsdag aften løfter øjenbrynene som så mange gange før for at iagttage sine dyrt indkøbte Galacticos.
Igen i fare, fristes man til at sige.
Der ligger nemlig altid et stykke gråt papir med dit navn på direktørens kontor, når du er træner i Real Madrid. Klar til at blive underskrevet ved førstkommende fejltagelse eller udsigten til at kunne hente den næste store træner.
Derfor svirrede rygterne om en fyring også efter 0-0 i den første kamp mod Atletico Madrid trods overflod af hvide chancer og spil. Troværdige Guillem Balague skrev, at han ikke troede på, at Ancelotti var ridderen på den hvide hest, de kalder Real Madrid, i næste sæson.
»Real-toppen overvejer seriøst at lade deres veje skilles med Ancelotti til sommer, og jeg vil være meget overrasket, hvis han er der i næste sæson,« skrev Balague hos Sky Sports, hvor han også fortalte, at en tabt Champions League-finale havde kostet Ancelotti.
Den vandt Real Madrid dog efter en overtidsscoring af Sergio Ramos og efterfølgende sejr i den forlængede spilletid mod Atletico Madrid. I aften kan de så igen blive italienerens nemesis. Atletico Madrid, lillebroderen, må ikke slå mægtige Real Madrid ud. Heller ikke selvom lillebror har vokset sig stor og irriterende.
Klichéen lyder, at man skal vinde alle trofæer for at være sikker på at beholde sit job i Real Madrid. Det er ikke en kliché for ingenting. For Ancelotti er i fare, fortæller en anden spansk ekspert.
»Det er helt fair rygter. Der er ingen tvivl om, at Carlo Ancelotti er i fare for at miste sit job. Real Madrid vil have Zinedine Zidane til at overtage fra Ancelotti, men er han klar efter bare en sæson?,« sagde Graham Hunter til talkSPORT efter første opgør.
Og så er vi tilbage til benspænd nummer to som Real Madrid-træner; de høje herrers hang til nyt. På spillerfronten såvel som på trænerbænken. Og når Jürgen Klopp pludselig sidder dér alene i baren, kan det være svært ikke at byde ham på en drink.
Vil Ancelotti undgå det scenarie, er der kun én ting at gøre; at vinde La Liga og Champions League. Og selvom han gør det, kan han stadig ikke vide sig sikker. Dét er skæbnen som træner for verdens måske allerstørste klub.
De fyrede succeser
Bernd Schuster, 2007-08, 2 trofæer
Tyskeren overtog fra Capello, og han transformerede lynhurtigt Real Madrid fra søvndyssende defensiv til opkvikkende offensiv. Blev slået ud af Champions League i første knald-eller-fald-kamp, men vandt så La Liga med et historisk højt pointtal på det tidspunkt. Men det var ikke nok til at overleve. Efter en knap så god start på anden sæson blev Schuster fyret.
Fabio Capello, 2006-07, 1 trofæ
En sæson. Et mesterskab. Real Madrid fik, hvad de ønskede af italieneren, men de kunne alligevel ikke leve med hans spillestil. Den var ikke en storklub værdig. Derfor gik der bare 11 dage fra fejringen af guldet til fyringen af Capello.
Vicente del Bosque, 1999-2003, 7 trofæer
Der var ikke tale om en decideret fyring, men afskeden med del Bosque er alligevel præmie-eksemplet på Real Madrids strategi om 'nyt er godt'. Del Bosque hentede både to mesterskaber og to Champions League-trofæer, men det var altså ikke nok til at få kontrakten forlænget i 2003.
