Spanierne var tyrkerne overlegne igennem hele opgøret, og Real Madrid sikrede sig definitivt førstepladsen i Gruppe B med de tre point. Dermed har 'Los Blancos' ikke andet end æren at spille for, når de i december gæster FC København i Parken i sidste spillerunde. Så kan FCK krydse fingre for, at det kommer til at halte med den spanske motivation i det opgør, hvor københavnerne kan spille sig i Europa League med en sejr.
Real Madrid startede opgøret bedst, selvom træner Carlo Ancelotti havde valgt at spare flere af de store profiler. Blandt andre Karim Benzema og Xabi Alonso havde taget plads på bænken fra kampens start, mens brandvarme Cristiano Ronaldo fik lov at hvile det dyrebare bentøj som oversidder på VIP-pladserne.
Det så dog ikke ud til at hæmme madridlenerne, som sædvanen tro kom frem over stepperne hjemme på Santiago Bernabeu. Ikke engang et tyndt rødt kort til Sergio Ramos efter knap en halv timers spil kunne ændre på hjemmeholdets overtag.
Værterne kom foran efter 37 minutters spil, da Gareth Bale viste klassen. På direkte frispark bankede Bale ind bag en ikke helt sagesløs Eray Iscan i Gala-buret og sendte dermed hjemmeholdet i front 1-0. Det betød samtidig en Champions League-rekord til Real Madrid, da det var 30. kamp i træk, at den spanske kongeklub fik scoret, og det er aldrig sket før.
Glæden over både rekord og scoring varede dog kort, da Galatasaray mindre end et minut senere udlignede. En lille genial aflevering fra Didier Drogba ind bag Real Madrids forsvarskæde gav en stor chance til Umut Bulut, og tyrkeren sparkede sikkert udligningen ind.
I anden halvleg skruede Real Madrid endnu mere op for tempoet - fuldstændig ligeglade med, at de på papiret var svækket af en udvisning. Det gav hurtig gevinst med en scoring til 2-1 fra Alvaro Arbeloa, der ellers er kendt for alt andet end sin målnæse. Men Arbeloa slog til, da Galatasarays offside-fælde kiksede og efterlod spanieren med masser af plads på et indlæg fra Angel Di Maria.
Efter godt en times spil var rollerne byttet om, da Arbeloa var i oplæggerens rolle, mens Di Maria havde sidste fod på scoringen til 3-1.
Isco slog sejren fast med målet til 4-1 efter 81 minutter. Det spanske stortalent drev gæk med både tyrkernes forsvar og målmand, da han - også med lidt held involveret - satte bolden i kassen til slutresultatet, som altså sikrer Real Madrid den samlede sejr i Gruppe B og dermed det bedste udgangspunkt, når der skal trækkes lod til 1/8-finalerne.