Manden, der smed Michael Rasmussen ud af Tour de France, vil ikke svare på anklager om massiv og omfattende doping hos Rabobank.

Da Michael Rasmussen blev taget ud af Tour de France, imens han var på nippet til at vinde hele løbet, var det team manager Theo de Rooij, der tog beslutningen.

Rabobank-bossen kunne ikke længere leve med det store pres, og historierne om Rasmussens missede whereabouts.

Den beslutning har Rasmussen aldrig tilgivet, og han har siden haft langvarige søgsmål mod Rabobank, fordi han hævder, at Rabobank ikke bare kendte til hans dopingbrug og snyd med whereabouts, men også var en vigtig del af det.

Rasmussen tabte i sidste ende søgsmålet i Holland, men i sin nye bog, ’Gul Feber’, gør han igen rede for, hvordan Rabobank organiserede doping. Theo de Rooij var som øverste mand på holdet helt klar over, at holdet og Michael Rasmussen dopede sig med assistance fra holdets læger.

- Nej, det vil jeg ikke, for jeg har sagt alt det, der skulle siges gennem de seneste seks-syv år i diverse retssale. Og jeg har ikke nogen som helst kommentar til, hvad Michael Rasmussen måtte have sagt nu, siger den tidligere team manager.

Ifølge Michael Rasmussen var de centrale bagmænd på Rabobank Theo de Rooij, sportsdirektør Erik Breukink og vigtigst af alt lægen, Geert Leinders, som forsynede rytterne med blandt andet EPO og bloddoping. Det var ifølge Rasmussen Geert Leinders, som foreslog og undersøgte, om Rasmussen kunne bloddope sig med sin fars blod.

Theo de Rooij har længe været ude af cykelsporten. Forrige forår gav han et interview til den hollandske avis Volkskrant, hvor han i indirekte vendinger gav udtryk for, at doping blev tolereret på Rabobank.

Sponsoren Rabobank trak sig siden ud, da flere og flere historier pegede på, at dopingen flød på det hollandske hold, og vigtigst af alt, at holdets ledelse var en del af det.

På trods af det har Michael Rasmussen ikke kunnet løfte bevisbyrden for, at Rabobank kendte til hans dopingbrug, og derfor fyrede ham på uberettiget grundlag.

Theo de Rooij ønsker ikke at uddybe sin kommentar om, at Rabobank tolererede doping. Ej heller om Rasmussens og andre rytteres anklager om organiseret doping på Rabobank.

- Jeg har hørt de her historier gennem seks-syv år nu, og jeg er ikke længere interesseret i at udtale mig om, hvad nogen som helst måtte sige i den sammenhæng. Lad mig venligst være i fred.