Rasmus Falk er et af landets største talenter og boldbegavelser og er netop blevet udtaget til landsholdet. De seneste to år har været et skades-mareridt for den 21-årige OB’er. Her får du et unikt indblik i den unge spillers tanker.
- Livet er en gave. Det står der på den tatovering, jeg fik lavet i vinteren 2012. På det tidspunkt levede jeg ret stille og roligt og tog alting for givet, som man nu gør som ung og som 19-årig. Tænker ikke over tingene. Og så rammer en virus mig pludselig, og den slår mig ud. Jeg ville så mange ting, men jeg kunne bare ikke. Jeg var fuldstændig drænet for al energi. Jeg blev indlagt, men de kunne ikke finde ud af, hvad det var. Det var fysisk, jeg kunne bare ikke. Mentalt ville jeg gerne, men jeg kunne ikke.
- Jeg kom tilbage, men i vinteren 2013 blev jeg så skadet. Det skulle ellers have været mit år. Jeg troede, jeg skulle være ude i tre uger, men er først kommet tilbage for nylig efter syv måneders pause. Jeg havde en snak med min far omkring skaden, jeg siger til ham, at der nu er gået seks måneder, siden jeg har spillet en fodboldkamp, og jeg troede, jeg ville komme til at spille efter tre uger. Så siger han, at det er meget godt for mig at lære det her.
- Og det har han ret i. Der er ingen tvivl om, at fodbold er det vigtigste i ens liv, når man har min alder og har haft den succes. Derfor er det at være ude i syv måneder frygteligt, et chok. Man lærer at finde nogle andre værdier i livet. At sætte pris på de små ting. At der også er et liv efter fodbold. Jeg er kun 21 år, men det kan ske, at man bliver skadet og aldrig kan spille mere, og hvad så? Den tanke får man jo, og man lærer den at kende, når man er ude i så lang tid.
- Så jeg har lært at nyde det, mens jeg har det, og mens jeg kan. Det er dét, tatoveringen afspejler. Jeg har lært at sætte helt vildt meget pris på bare at kunne træne med de andre igen i stedet for at løbe i skoven helt alene for at genoptræne. Det var nærmest ikke engang kampene, jeg savnede, det var at træne med de andre.
- Jeg er træt af den skov. Jeg var hele tiden ude i den skov. De stier. Hver gang jeg løb på de stier i 20 min, føltes det som om, jeg løb i en time. Det blev længere og længere, og hver gang jeg gik ud i skoven, kunne jeg se de andre træne inde på træningsbanen. Det var tungt. Men det var nødvendigt i min genoptræning. Og den halve time i skoven eller i træningslokalet, den er godt nok lort, men den betyder en halv times kortere skadespause.
- Jeg var på ferie med min familie kort før jul 2011. Jeg ved ikke, om jeg blev smittet på den ferie, men pludselig var jeg nede. Omkring nytår vidste jeg ikke, hvad det var, og det var slemt. Jeg kunne slet ikke restituere efter træning, og jeg var totalt drænet. De første tre måneder af året kunne jeg ikke lave særligt meget, jeg var slet ikke i kampform.
- Vi valgte at indlægge mig, så vi kunne få styr på, hvad det var. I starten var de bange for, at jeg var blevet forgiftet. Jeg var på hospitalet i fire dage, og så fandt de ud af, at det var en virus-infektion, men man ved stadig ikke, hvad det præcist var. Den skulle så bare have tid til at komme ud af kroppen.
- På det tidspunkt kørte det fodboldmæssigt. Jeg spillede godt og var blevet udtaget til ligalandsholdets tur til Thailand. Jeg måtte melde afbud og tog beslutningen om at melde fra til landsholdene i hele 2012. Jeg havde glædet mig helt vildt til ligalandsholdet, da det hele gik, som det skulle, men virussen satte mig tilbage fodboldmæssigt. Jeg skulle tage det stille og roligt og bygge det langsomt op og spille en kamp om ugen. Det gjorde, at jeg meldte landsholdet fra et helt år.
- I efteråret gik det fantastisk. Mit bundniveau var virkelig højt, og jeg kom igen tættere på de ting, jeg drømte om med landsholdet, og derfor havde jeg helt vildt store tanker om 2013. Men i januar på kunststofbanen, en ligegyldig træningsaften, sker der noget. Dér opstår den skade, jeg tror, skal vare i tre uger, men som ender med at holde mig ude i syv måneder.
- Lige da det skete, tænkte jeg ikke meget på det, for det var egentlig udramatisk. Jeg kommer lidt ud af balance, laver en skråaflevering og falder forkert ned. Jeg kan mærke, at der er noget, der ikke er, som det skal være i mit knæ, men det føles ikke alvorligt. Senere på dagen er jeg sammen med en ven, vi går lidt rundt i byen, og jeg kan mærke, at der måske er noget galt.
- De næste par uger bliver jeg ved med at føle, at det ikke er helt rigtigt. Vi får lavet en skanning, der viser, at der ikke er noget i vejen med korsbånd og menisk, men at det er et af de skrå ledbånd, der er flosset på indersiden af knæet. Det skulle ikke tage så lang tid, og det ville være muligt selv at bygge knæet op uden en operation.
- Jeg kører videre et par uger, men det bliver bare ikke bedre, det står helt stille. For at undgå en operation følger jeg et specielt program i fire uger for at gøre knæet stærkere, og selv om jeg gør alt rigtigt, er det ikke helt godt. Jeg spiller en kamp mod Brøndby, hvor jeg kommer ind til sidst, og det går fint. Næste dag kommer jeg ind i en reserveholdskamp mod FCK. Jeg skal kun spille i 35 minutter, og lige inden jeg bliver skiftet ud, sparker jeg til bolden. Lige inden jeg skal skyde, strækker jeg igennem, og så kan jeg bare mærke, at det gør ekstremt ondt. I det sekund vidste jeg, hvad det skulle ende med, en operation. Og det var en forløsning, for siden januar var det den samme skade, som hele tiden sprang op.
- Det overraskede mig, hvor godt jeg tog imod den skade. Det var bare som om, at min motivation og passion voksede og voksede. Jeg fandt ud af, at jeg savnede fodbold. Og netop det gjorde, at jeg var ekstra timer i styrkerummet, og selv om øvelserne var dødkedelige hver eneste dag, kunne jeg godt finde motivationen.
- Man skal igennem en nedtur, når man er ude i så lang tid, ellers har man simpelthen ikke passion for sin sport. Så er man i sporten for pengene, for de forkerte årsager. Når man er 21 år, så spiller man for passionen for fodbold, så naturligvis er det en pisse-irriterende periode. Folk tror, at vores job går ud på, at man bare kan læne sig tilbage og hæve sin løn. Men det er jo fodbold, man brænder for, og hvis man har en passion for det, så savner man det allermest.
- Omvendt får man tid til en hel masse andet, når man er skadet. Jeg fik tid til min familie, til at tage nogle ture og bruge tiden på andre ting. Jeg begyndte til guitar i den periode. Samtidig havde jeg jo en helt vildt stor motivation for at komme tilbage, fordi jeg netop sad med tankerne om, at sidste efterår var kanon, og at det hele var ved at ske for mig. Der var et A-landshold, jeg håbede, jeg kunne komme på. 2013 skulle være det fedeste år fodboldmæssigt.
- Det var i Randers i juli, at jeg fik comeback. Lige så snart jeg kom ud til opvarmning, begyndte vores fans at synge mit navn, og det var en fantastisk glæde at mærke, at de havde savnet mig. Kampen mod Viborg hjemme var min første hjemmekamp efter skaden. Da jeg blev skiftet ud, kunne jeg mærke, at folk rejste sig op. Det var helt vildt, det var stort. Det første, jeg tænkte på, var, at det var det hele værd.
- Jeg har aldrig tvivlet på, at jeg ville komme tilbage. Det elsker jeg fodbold for meget til. Men jeg har tvivlet på, hvilket niveau jeg ville komme tilbage på. Jeg frygtede, at jeg ikke ville komme tilbage på mit gamle niveau. Det værste for mig var ikke fansenes eller andres forventninger, for de kan godt acceptere, at jeg laver en fejl, de kan godt acceptere, at jeg måske ikke er den samme som tidligere. Men jeg har svært ved at acceptere det selv; at jeg ikke var så hurtig i bevægelserne, at jeg ikke havde det samme flow i mit spil, at jeg i de første to-tre uger ikke følte, jeg var på mit normale niveau, bekymrede mig. Og da tænkte jeg: Er dét mit niveau nu? Eller er det, fordi det tager tid?
- Jeg spurgte folk til råds om det, men jeg fik at vide, at jeg skulle gøre det, jeg kan, så ville det komme af sig selv. Og nu er jeg slet i tvivl om, at jeg skal ramme det niveau, jeg havde før og blive endnu bedre. Jeg føler, jeg er tæt på. Jeg er endda tæt på at tage et ekstra skridt som spiller, fordi jeg har fået bygget andre ting på mit spil og psyke. Man siger, at det tager lige så lang tid at ramme sit normale niveau, som den tid man har siddet ude. Det venter jeg ikke på. Det skal jeg nok ramme før.