Rasmus Botoft er især kendt for at få os til at flække af grin, når han giver den gas i Rytteriet. Men da skuespillerens forældre døde med få års mellemrum, fik tabet ham til at tage sit liv op til revision.
Kun 36 år gammel blev skuespiller Rasmus Botoft forældreløs. I løbet af få år døde først hans far og så hans mor. Det var et chok, for den relativt nybagte far, der slet ikke var forberedt på døden. Tabet fik ham til at tage sit liv op til revision. Han ville lære at fokusere og ikke mindst – han ville lære at sige nej.
Opret abonnement på BT PLUS og læs om, hvordan Rasmus Botoft sadlede om, da han mistede sine forældre i en alt for ung alder.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Kun 36 år gammel blev skuespiller Rasmus Botoft forældreløs. I løbet af få år døde først hans far og så hans mor. Det var et chok, for den relativt nybagte far, der slet ikke ikke forberedt på døden. Tabet fik ham til at tage sit liv op til revision. Han ville lære at fokusere og ikke mindst – han ville lære at sige nej.
Vi er blevet dus med ham som den sjove mand i Rytteriet, der hudfletter de nordsjællandske velhavere. Eller slet og ret kører den ind med penis. Men Rasmus Bostoft kan også spille mere alvorlige roller. I øjeblikket er han aktuel i ’Arvingerne II’ som den smarte, direktør for håndboldklubben, der bliver kæreste med Signe. Men der er en afgrund til forskel på den glatte, pågående direktør i tv-serien til den private Rasmus Botoft.
I tv-serien strides de fire søskende så ondt om arven efter deres mor, at deres liv synker i grus. Rasmus Botoft oplevede det stik modsatte, da han skulle dele arven efter forældrene med sine to søskende. I stedet for det vanvid Gro, Frederik, Emil og Signe udsætter hinanden for på den fynske herregård, blev sammenholdet i Rasmus Botofts amagerkanske familie styrket. Betydeligt.
På den rodede Grønnegård, som er fyldt med Veronicas kunst, arbejdsredskaber, skitser – og forskellige mænd, kom moderens pludselige død som et chok. Dødsfaldet efterlod de fire tv-søskende som rådvilde, rodløse arvinger. Med et savn efter deres mor. Og et kæmpe opgør om arven truende i horisonten.
Rådvildheden, tomrummet og savnet kender Rasmus Botoft alt til.
BT møder skuespilleren, der er aktuel på flere fronter, på sit kontor i en baggård på Vesterbro. Rasmus Botoft har indrettet sig i et tidligere pladestudie. På væggene hænger billeder af Rytteriet i alskens situationer og billeder af hustruen, skuespilleren Lisbeth Wulff, og parrets søn, Willi på otte år. Der er også blevet plads til stoltheden: diplomet, der udnævner ham til ’Vinder af Dansk Sprognævns Pris’. Prisen fik han i 2010 sammen med Martin Buch for sin indsats i Rytteriet.
Der er mørkt i kontoret. Kun sporadiske lysglimt fra den grå januarhimmel trænger ind ad vinduet. Indretningen er domineret af et stort skrivebord, garneret med et par tøjstativer med farvestrålende kostumer. I et hjørne står en blød sofa, på sofabordet frister frisk frugt og en opslagsbog om heste – en gave til Rytteriet.
Vi slår os ned i sofaen og drikker friskbrygget stempelkaffe, mens Rasmus Botoft fortæller om den store omvæltning i sit liv. Da han mistede sine forældre, Helge og Mette Botoft, med få års mellemrum. En historie, der på mange måder har tråde til handlingen i Arvingerne.
Og så alligevel ikke.
»Vi var dårligt kommet os over, at vores far døde. Så døde vores mor ret pludseligt. Det var en voldsom ændring af min identitet, fordi jeg ikke længere havde mine forældre. Det var et meget stort savn, fortæller Rasmus Botoft.
I Arvingerne holdt Veronica det skjult for alle, at hun havde kræft. Derfor skulle børnene ikke bare kapere, deres mors pludselig død. Men også det faktum, at hun havde valgt at bære på sygdommen – alene. Rasmus Botofts mor skjulte ikke sin kræftsygdom for sine børn. Tværtimod. Men sygdommen blev opdaget alt for sent. Og selv om moderen blev opereret hurtigt, hjalp det hende ikke. Overhovedet ikke.
»Hun var igennem en operation på Hvidovre Hospital, som ikke gik godt. Det var en kombination af, at det ikke lykkedes at få fjernet hovedsvulsten. Og at operationen ikke blev tacklet ordentligt fra hospitalets side. Der skete helt klart en fejl. Men vi magtede ikke at gøre noget ved det«, fortæller Rasmus Botoft, og ryster stille på hovedet. Ordene bliver hængende i luften.
»Det var meget ubehageligt at sidde inde på Riget, som hun blev overført til, og høre, hvor forargede lægerne var over, hvad der var sket på Hvidovre Hospital. Det var en meget magtesløs oplevelse for os som pårørende. Og for min mor.«
Rasmus Botofts stemme, der ellers kan gå i larmende falset, når han spiller Else i Rytteriet, er lille. Hans ord er søgende og falder i dryp i takt med, at de rigtige finder vej til tungen.
»Det blev meget voldsomt, da min mor døde. Jeg følte mig meget alene. Det var alt for tidligt. Jeg var slet ikke parat til ikke at skulle have min mor mere. For hun var en meget sund, levende og energisk dame«, fortæller han om moderen, der til det sidste ikke kunne forstå, hvordan kræftsygdommen havde fundet vej ind i hendes krop.
»Det var virkelig underligt, hun fik kræft, for hun havde altid gået op i at spise sundt og varieret. Så hun kunne nærmest ikke acceptere, at der var kræft i hendes krop«, husker han om moderens sidste tid, som gik foruroligende hurtigt.
Da Veronica i Arvingerne dør, begynder Gro, Frederik, Emil og Signe øjeblikkeligt at bekrige og intrigere mod hinanden i bestræbelserne på at arve Grønnegården.
Rasmus Botofts forældre efterlod sig også mange, mange ting – blandt andet et sommerhus. Men i modsætning til tv-søskendeflokken, var der aldrig den mindste mislyd mellem ham, broderen og søsteren, da de skulle fordele arven efter deres forældre. Tværtimod er trekløveret blevet endnu tættere, efter forældrenes død.
»Det har været virkelig dejligt, at jeg havde min storesøster og lillebror. For os har det været en styrke, at vi skulle deale med alle de ting, der var. For udover det rent konkrete savn efter mine forældre, så havde de efterladt sig alt. De havde aldrig ryddet op, men bare sat tingene op på loftet og i kælderen, hvor det hobede sig op, fortæller han.
Bodelingen tog flere år. Ikke fordi de tre søskende krigedes indbyrdes. Det tog bare utrolig lang tid at få ryddet op og sorteret i arven efter forældrene.
De tre søskende blev også enige om, at det skulle være Rasmus Botoft, der skulle arve sommerhuset ved Roskilde Fjord i Nordsjælland.
»Der har min mors ånd ligesom været med. Det er der, jeg har bearbejdet min sorg og mit savn efter min mor, så jeg nu kan favne det... Rasmus Botoft trækker igen på ordene.
Så du kan tale om det, som nu, uden at græde?
»Ja. Lige præcis«, smiler han lidt forlegent – for at glatte den følelsesladede stemning lidt ud tilføjer han ironisk: »Men det kommer lige om lidt«.
I Arvingerne bliver de fire søskende mere og mere splittede.
Da Mette Botoft døde for seks år siden, rykkede hendes tre børn tæt, tæt sammen. I dag udgør de to søskende (sammen med Lisbeth Wulff og Willi) kernepunkterne i Rasmus Botofts liv. Det er i deres selskab, han lader op og er helt sig selv.
»Hele familietingen med Lisbeth og Willi, mine søskende og deres mænd, koner og børn betyder utrolig meget for mig, for det er dem, der kender mig. Hele vores opvækst sammen, der er jo ingen, der kender mig så godt, som mine søskende og Lisbeth gør. Det er hos dem, jeg er tryg. Vi søskende har fået en meget stor styrke i og med at vores forældre er døde«, forklarer han.
Arvingerne foregår på Fyn. Rasmus Botofts forældre kommer også fra en ø, nemlig Amager. Hans mor var datter af Kastrups stedlige doktor Ehlers, øens største jordbesidder, der var kendt for at køre rundt i sin Buick og opkøbe bondegårde. Faderen forærede sin datter en vin- og tobaksbutik på Amagerbrogade. Rasmus Botofts far, der var chef for valutaafdelingen i Amagerbanken på den anden side af gaden, var også uddannet keramiker. Og det var den rislende kunstnerisk åre, der kom til at præge familien Botofts liv. For at følge sit kunstneriske kald sagde Helge Botoft nemlig sin gode, faste stilling i banken op, efter parret var blevet gift og havde fået børn.
»Min far underviste i alt muligt på AOF. Nogle gange opfandt han endda ting at undervise i, som han ikke vidste noget om. Grundlæggende underviste han i keramik, men så begyndte han også at undervise i tyrkisk madlavning, græsk madlavning og kulturhistorie, selv om han ikke havde nogen forudsætninger for det«, griner Rasmus Botoft.
Faderens undervisning førte til, at familien hver sommer boede to-tre måneder i Grækenland. Så hvert år kom børnene senere i skole efter sommerferien, men det så famiilen stort på. Faderen havde nemlig fundet en fin fidus.
»Min far købte billetter af Spies Rejser til Grækenland, som han solgte videre, lidt dyrere, så 30 danske chartergæster rejste med ’Helges Rejsebureau’ gennem AOF. I Grækenland havde han lejet nogle turistbusser til udflugter.«
»Min far var skæg og meget udadvendt. Han fortalte en masse røverhistorier i busserne. Men han vidste også en masse om Knossos, selv om han også digtede videre på nogle af tingene.«
Turene blev meget populære. Og som knægt fik Rasmus Botoft på busturene også stukket en mikrofon i hænderne. Så var det ellers bare om at finde på noget at underholde med.
»Jeg har haft en meget fri opdragelse. En speciel – men en meget kærlighedsfyldt opvækst. Vi har været utrolig meget sammen som familie. Og vi var ikke tvivl om, at vi var elskede. Men det var ind imellem også meget kaotisk. Hippieagtig er ikke det rigtige ord for mine forældre. Men de var en del af tidsånden i 70’erne og var en del af alt det, der skete i den periode.« Sådan beskriver han sin barndom uden faste regler og sene sengetider, mens han tygger på en mandarin fra frugtskålen.
Har Willi fået samme opvækst som dig. Eller har I sigtet efter de tre r’er, ro, renlighed og regelmæssighed?
»Nej, Willi har ikke haft samme opvækst som mig. Vi er vildt gode til at planlægge og virkelig tænke os om, når vi får tilbudt opgaver. Der var en periode, da Willi var lille, hvor vi begge spillede om aftenen. Men det var simpelhen for svært for os at få det til at hænge sammen. Og han skulle passes så meget. Det er lykkedes os at undgå de sidste mange år, fordi vi har lavet så meget for DR.«
På moderkanalen har parret, hver især spillet med i ’Borgen’, ’NormalerWeiser’, ’ I hegnet’ ’Lykke’, ’Sommer’, ’Livvagterne’ og sidst ’Arvingerne’.
Som freelanceskuespiller ved han ikke altid, hvor pengene til den næste termin til lejligheden på Enghave Plads på Vesterbro skal komme fra. Derfor har han tidligere haft tilbøjelighed til at sige ja til opgaver, selv om maven sagde nej.
»Det er jo et problem. For man kommer til at gå på kompromis med sin tid, intellekt og lyst – for at overleve. Det er noget lort. Så man må sige nej.«
Hvad har du sagt nej til?
- Jeg har sagt nej alle mulige tv-ting. For jeg har prøvet at have følelsen af, at det her, det skal bare overstås. Det har jeg heldigvis lyttet til og har sagt nej næste gang. Jeg har bl.a. flere gange sagt nej til at være med i Vild med dans. Det har jeg ikke lyst til. Jeg sagde også nej til at være med i det tv-program, hvor kendte skulle hoppe ud fra en vippe i badetøj,« (Stjerner på vippen på TV3, red.), fortæller han.
Han er kisteglad for, at han har skabt Rytteriet sammen med vennen og kollegaen. Det, der startede for sjov, har udviklet sig til at blive en forretning. Som oven i købet kan bidrage med en indtægt, som gør, at Botoft lettere kan sige nej til opgaver, han ikke har lyst til.
Men blandt de opgaver, som han har sagt ja til, er den nye familiefilm, ’Min søsters børn og guldgraverne’, som havde premiere i torsdags. I den har han overtaget rollen som onkel Erik efter først Axel Strøbye og siden Peter Mygind og Peter Gantzler. Men allerede den 25. februar kan man opleve Rasmus Botoft i endnu en dansk film, nemlig Erik Clausens ’Mennesker bliver spist’.
Rasmus Botoft var den ældste søn og så meget op til sin far. Især når faderens entertainergen kom i sving under busturene i det græske. Men selvom faderen mest var lys og solfyldt, havde hans sind også en mørk side.
»Min far kunne være helt manisk – i perioder for meget«.
Ligner du ham?
Botoft vrider sig lidt uroligt i sofaen og stryger hånden gennem håret.
»På nogen måder og på andre – slet ikke. Han var et rodehoved med nogen ting. Forvirret. Han var heller ikke så god til at fokusere, som jeg er blevet. Og så var han virkelig dårlig til at sige nej. Det har jeg lært.Jeg har været virkelig dårlig til det, men det er så vigtigt at kunne.«
Faderen ville så gerne, så det var umuligt for ham at sige nej, når nogen spurgte. I stedet gav han alt for meget af sig selv til alle dem, der havde bud efter ham. Hans lys blev slet og ret brændt i begge ender. Samtidig.
Faderens livshistorie har lært skuespilleren og komikeren at sige nej. At stole på sin beslutning.
Moderens død for seks år siden har kun gjort ham endnu mere fokuseret.
»Det har også gjort mig mere alvorlig. Og mere opmærksom på min egen lille familie med Lisbeth og Willi. At jeg skal være der for dem. At vi skal være der for hinanden. Være mere nærværende i nuet. For livet kan slutte lige pludselig. Det kan gå så hurtigt«.
Har det fået dig til at sadle om?
»Ja. Helt klart. Jeg er nok blevet bedre til at træffe de rigtige beslutninger. Og til at kunne sige nej.«