En druktur for seks år siden fylder stadig meget i skuespilleren Rasmus Bergs bevidsthed. En glad og meget våd aften endte nemlig med en volds-anklage og store overskrifter i aviserne.
Da Rasmus Bjerg for seks år siden kom til sig selv efter en særdeles våd bytur, stod han pludselig midt i et vågent mareridt, som gav ham nogle gevaldige moralske tømmermænd.
En servitrice på det værtshus, hvor han havde været gæst, anklagede ham nemlig for grov vold. Bjerg skulle - ifølge bardamens forklaring - have slået hende ned, slæbt hende gennem lokalet og holdt hende fast.
Rasmus Bjerg, der på det tidspunkt netop var færdig med indspilningerne af 'Livvagterne', var voldsom beruset og kunne selv ingenting huske fra den famøse aften. Derfor var han prisgivet andres versioner af nattens forløb.
»Jeg vågner op næste morgen og kan se, at der er lidt blod på sengetøjet. Det får mig til at tænke, at der må være sket et eller andet.«
Det fortæller han i TV2-programmet 'Stjernerne på slottet', som i øjeblikket kører på kanalen.
Historien skabte store overskrifter, og der blev brugt ord som 'voldspsykopat', 'bersærk i kanonbrandert' og 'polititilhold' om Rasmus Bjerg.
Han blev meldt til politet, men heldigvis viste værtshusets overvågningsbilleder, at det ikke var Rasmus Bjerg, der havde overfaldet den kvindelige bartender. Derfor mente politiet heller ikke, at der var grundlag for at rejse tiltale.
Alligevel tog sagen hårdt på den populære skuespiller, og i lang tid var han mærket af den. Det påvirker ham stadig dybt at tale om det.
I 'Stjernerne på slottet' beskriver han over for fire andre kendte, hvordan han røg fuldstændig ned i et sort hul og isolerede sig.
»Jeg tør ikke at gå udenfor, for derude står hele verden og kigger på mig. Og kigger på voldspsykopaten... Der fik jeg et gok i nøden, som var svært at slippe ud af,« siger Rasmus Bjerg i programmet.