Elever fra Østhimmerlands Ungdomsskole i Bælum ønskede at skabe debat med designudstillingen 'Provokerende Mode' på kunstmuseet Kunsten i Aalborg - og det er i den grad lykkes. Skolen er blevet bestormet med klager og i den lokale avis Nordjyske har en læser indrykket et vredt læserbrev.

Den megen furore skyldes én bestemt genstand på udstillingen. En elev har syet et dannebrogsflag om til den arabiske klædedragt niqab, og det har virkelig provokeret mange - især pensionisten Birthe Mortensen.

I et læserbrev i Nordjyske giver hun udtryk for, at eleven har begået helligbrøde ved at klippe i Dannebrog.

»Jeg blev faktisk rigtig vred og forarget, da jeg så det. Jeg mener, at Dannebrog er helligt, og man skal ikke klippe eller sy i flaget. Det er lige så slemt, som hvis de havde brændt det,« siger Birthe Mortensen til Nordjyske.

Hun har ringet til skolen og klaget over det kontroversielle design - og hun er ikke den eneste oplyser Mette Marie Abildgaard, som underviser på den tekstillinje, som står bag udstillingen til Nordjyske.

Mette Marie Abildgaard føler sig selv provokeret af Dannebrogs-niqab'en, fordi hun har lært om flagregler og at der ikke må klippes i Dannebrog.

'Om det er en niqab eller en kjole eller et par underbukser er for mig irrelevant,' skriver Mette Marie Abildgaard i en mail til BT.

Hensigten med udstillingen er at sætte fokus på, hvad der provokerer. Langt det meste af udstillingen består af bare bryster, menstruation og lignende, forklarer Mette Marie Abildgaard. Hun mener, det blandt andet er kunstens rolle at sætte tingene på spidsen. Derfor valgte Mette Marie Abildgaard og kollegaen Ingeborg Mouritzen, som også står bag projektet, at give grønt lys til at udstille det kontroversielle design.

»Vi var meget i tvivl, om vi skulle tillade den, men vi mente alligevel, at det var en vigtig debat om, hvad der egentlig er helligt i dag, og hvad der kan forarge os. Det skulle eleverne først og fremmest finde ud af med sig selv, og nu kan beskueren gøre det samme, siger Mette Marie Abildgaard til Nordjyske.

Du kan se billedet af den omdiskuterede Dannebrogs-niqab her.

Niqab'en og andre beklædningsgenstande, som dækker ansigtet, er i forvejen genstand for stor diskussion rundt om i landet. I Faxe Kommune har der været en afstemning om at forbyde dem blandt alle kommunalt ansatte, og i Sorø Kommune har Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige foreslået noget lignende.