I lørdags blev Zimbabwes 'Mister Ugly' kåret. Det var fjerde gang, at landet holdte den noget besynderlige konkurrence, og det gik ikke stille for sig. For publikumsfavoritten tabte nemlig, selvom han selv mener, at han er meget grimmere end vinderen.
»Jeg er naturlig grim. Han er kun grim, når han åbner munden,« siger den tidligere vinder og publikumsfavorit William Masvinu til nyhedsbureauet AS, der var til stede ved arrangementet.
Selvom der blandt publikum opstod en del tumult, da den forhenværende vinder blev væltet af tronen, så kom ingen til skade under optøjerne, der ikke udviklede sig yderligere end til skubben, masen og verbale fornærmelser til dommerne.
{embedded type="node/polls" id="39799159"}
Grunden til, at der var utilfredshed hos William Masvinu, der har vundet titlen hver gang siden 2012, og hans mange tilhængere var, at Mison Sere ifølge dem ikke var grim nok til at vinde. En af tilskuerne råbte angiveligt vredt:
»Skal vi tabe tænderne, før vi kan vinde?«
Konkurrencens parametre er, at vinderen skal være naturlig grim. Så da den tandmanglende vinder modtog trofæet klagede William Masvinu omgående til dommerne, hvis forklaring var følgende:
»Sere (vinderen red.) gjorde en enorm indsats for at forbedre sin hæslighed ved at lave en masse grimasser. Masvinu (favoritten red.) troede, at han var så grim, at han ikke behøvede at anstrenge sig for at vinde. Det kostede ham kronen«.
The Guardian skriver, at konkurrence på udseende er populært i det sydafrikanske land, og at ham, der står for ’grimhedskonkurrencen’, gør det for at fremme den forestilling, at ens »udseende er tildelt af gud, og at vi derfor skal være glade for dem vi er«.