Rapport overrasker: Nettet dræber ikke underholdnings-industrien
Det seneste ti år har underholdningsbranchen hævdet, at internettet var på vej til at dræbe al underholdning og kultur. En amerikansk chokrapport påviser nu, at branchen samlet set er i stærk fremgang.
Rapporten 'The Sky Is Rising' dokumenterer den uventede udvikling: Underholdningsindustrien vokser, og der produceres og forbruges kulturprodukter som aldrig før, skriver Information.
Der sælges meget få cd-plader i dag. Det giver lavere indtægter for både producenter og kunstnere. Også på rettigheder. Det er en uomtvistelig sandhed. Men trods branchens krise er der flere penge end nogensinde - og de når tilmed mere effektivt ud i flere af skabernes lommer, siger manden bag rapporten.
Han hedder Mike Masnick, er blogger på Techdirt.com, og har i årevis kæmpet imod underholdningsbranchens forsøg på at begrænse internetbrugeres tilgang til film, spil og musik. Masnick pointerer, at han hverken har som mål at fremme den ulovlige fildeling eller at problematisere selskabers og kunstneres ret til at tjene penge. Han er bare træt af branchens klynk.
På baggrund af såvel industriens egne tal som en række offentligt tilgængelige kilder, konkluderer rapporten, at der er fremgang at spore inden for både film-, musik-, bog-og computerspils-branchen.
- Tallene viser entydigt, at underholdningsindustrien som helhed er vokset hastigt og konsekvent over de seneste 10-15 år, en periode, hvor industrien har hævdet det modsatte. Folk bruger flere penge på underholdning pr. husstand. Hvis de virkelig bare ville have det hele gratis, ville vi se det modsatte. Markedet er eksploderet i nye muligheder, og måske er det egentlige problem for de største film-og pladeselskaber, at de står over for øget konkurrence, siger Masnick, ifølge Information.
Salget af koncertbilletter er således tredoblet i perioden 1999-2009. Pladebranchen selv mener, at dens samlede værdi er steget fra 132 mia. dollar i 2005 til 168 mia. dollar i 2010.
Mike Masnick pointerer, at den del af kagen, der går til kunstnerne, samtidig er langt større, når det drejer sig om koncert-og licensaftaler, end de 15 procent en kunstner typisk får fra pladesalg.
I dag er såkaldte 360 graders kontrakter mere reglen end undtagelsen. Madonna er et aktuelt eksempel. Hendes banebrydende aftale med Live Nation Kontrakten, der blev indgået i 2007, omfatter, ifølge branchebladet Billboard, Madonnas brand som helhed, tre album, turnéer, merchandise, fanclub og fansite.
Den omfatter blandt andet også Madonnas sponsorsamarbejde med Smirnoff og The Material Girls helt nye film 'W'. Madonna får omkring 100 mio. kr upfront før hvert album. Til gengæld er Madonna, stadig ifølge Billboard, også forpligtet til at turnere i forbindelse det nye album.
Whitney Houston havde en lignende kontrakt med Sony. Alene derfor turnerede hun sidste år med sange fra det seneste album 'I Look To You' og gjorde sig selv til grin verden over.
Fænomenet er også på vej til at vinde indpas i Danmark, hvor det giver en vis modstand i musikerkredse. Her føler man især, at man giver afkald på sin frihed.
Rapporten 'The Sky Is Rising' kombinerer statistisk materiale med konkrete eksempler og bygger på data fra industrien samt fra en række offentligt tilgængelige kilder, skriver Information.