Randers' Kasper Fisker lød ikke særligt imponeret over Brøndby, da han i sekunderne efter slutfløjtet i 0-2-nederlaget til drengene fra Vestegnen satte ord på kampen på direkte tv.

Det var en kamp, hvor Randers skabte et væld af chancer, men alligevel blev kronjyderne nedlagt af Brøndby.

Det behagede ikke Kasper Fisker, lod han forstå i interviewet med Canal 9.

»Vi spillede en god kamp, men det kan være pisseligemeget,« sagde Kasper Fisker, inden han stak lidt til Brøndby:

»Vi tabte 2-0 mod et svagt Brøndby-hold. De kom ikke i stærkeste opstilling på grund af skader og karantæner. Vi burde kunne slå dem.«

Brøndby var uden skadede Thomas Kahlenberg, Martin Albrechtsen og Rezan Corlu. Martin Ørnskov lå syg, og Christian Nørgaard og Lebogang Phiri sad ude med karantæne.

Der var dog stadig farlige herrer på Brøndby-mandskabet - ikke mindst David Boysen, der scorede og lagde op til Daniel Stücklers første Superliga-scoring.

Netop Stückler takkede efterfølgende sine holdkammerater og de mange fans, som havde taget turen over vandet til Randers.

»Vi har nogle helt fantastiske fans. Danmarks bedste. De støtter os i med- og modgang,« sagde Daniel Stückler, der slet ikke kunne skjule glæden.

Brøndby er nu kun et point efter FC Midtjylland, der i skrivende stund indtager tredjepladsen i Superligaen.

Mellem de to klubber ligger AaB, hvis opgør mod FC København blev fløjtet i gang torsdag aften klokken 20.00. Ved pausen er AaB bagud med 0-1, men et uafgjort resultat vil være nok til at sende nordjyderne over FC Midtjylland i tabellen.