Hvad der skulle have været en enestående oplevelse, som man ville huske resten af livet, udviklede sig i uventet og dramatisk retning for et ægtepar fra Danmark. Parret Jens og Kirsten Jensen fra Vorup ved Randers var i fuld gang med en jordomsejling, da katastrofen indtraf lørdag. Det skriver Randers Amtsavis.
Deres sejlbåd var ved at tabe kølen og tog vand ind. Uheldigvis befandt de sig på daværende tidspunkt godt 1100 kilometer fra nærmeste havn på Bermuda. Jens Jensen fik kontakt med Danmark og Søværnets Operative Kommando, der straks alarmerede den amerikanske kystvagt.
Den amerikanske kystvagt fik sendt et Hercules-fly på vingerne, der kunne lokalisere de to danskere og samtidig slå alarm til et finsk fartøj. I mellemtiden var de to danskere krøbet i redningsbåden, hvorfra de ved hjælp af gps og via satellittelefon hele tiden kunne give meddelelse om deres position.
Efter cirka fem en halv time kunne det finske fartøj endelig samle de to forkomne danskere op. Både Jens og Kirsten Jensen skulle nu være i god behold. Det er endnu usikkert om jordomsejlingen skal fortsætte i et andet skib, eller om parret har tænkt sig at afbryde og vende hjem til Randers, hvor tre hjemmeboende børn venter.