Sikke en uge Mikael Ishak har haft.
For blot seks dage siden blev den 21-årige svenske angriber præsenteret på en tre-årig kontrakt som ny spiller i Randers FC, og fredag aften endte han som matchvinder, da han i tillægstiden mod FC Vestsjælland dukkede op i straffesparksfeltet og bankede bolden ind i netmaskerne til 1-0. Et resultat der betyder, at Randers FC også efter denne turneringsrunde vil toppe Superligaen.
Men selvom han lige var blevet tiljublet af det ellevilde randrusianske fodboldpublikum, var han afdæmpet, da han mødte pressens udsendte udenfor omklædningsrummet.
- Selvfølgelig er jeg en glad mand lige nu. Men for det første er holdets succes vigtigere end min, og for det andet er jeg langt fra topformen, sagde Mikael Ishak og tilføjede:
- De seneste to måneder har jeg kun deltaget i 10 træningspas. Det betyder, at jeg i øjeblikket kun befinder mig på 50-60 procent af min maksimale ydeevne.
Opholdet i Randers FC har Mikael Ishak tænkt sig at bruge til at få karrieren på ret kurs igen.
- Mine seneste ophold i FC Köln, St. Gallen og Parma har langt fra været nogen dans på roser. Alt for ofte har jeg været ude med skader. Men undgår jeg dem, er jeg sikker på, at jeg går en kanonsæson i møde, sagde Mikael Ishak.
Holdkammeraten Kasper Fisker ser store muligheder i Mikael Ishak.
- Om han bliver en ny Ronnie Schwartz må tiden vise. Så skal han jo score rigtig mange mål. Men selvom vi kun har trænet ganske få gange med ham, har han de seneste dage leveret talrige eksempler på, at der gemmer sig et stort potentiale i ham, sagde Kasper Fisker, der naturligvis havde det fint med sejren.
- Det der længe lignede en kamp, der ville ende 0-0, endte lykkeligvis med sejr til os. Men FC Vestsjælland gjorde det svært for os. Deres defensive indstilling frustrerede os, sagde han.
Mens der var stor glæde i Randers-lejren over sejren, hang spillere og trænere hos FC Vestsjælland til gengæld med hovedet.
- Havde vi fået det ene point, ville jeg have været tilfreds. Nu sikrer Randers sig i stedet sejren takket være en scoring i sidste sekund. Dette nederlag gør meget ondt på os, sagde træner Michael Hansen.