Under navnet ’Dansk Slagerparade 2013’ har Richard Ragnvald m.fl. annonceret deres kommende turné. Nu må de ud at pille plakater ned.

Sø- og Handelsretten har netop afgjort, at Ragnvald og venner, der iblandt Susanne Lana, Kisser & Søren og Annette Klingenberg ikke må kalde deres koncerter for 'Dansk Slagerparade'. Det navn har en anden gruppe af dansktopkunstnere nemlig eneret på.

Under det meget lignende navn ’Dansk Slager Parade 2013’ har kunstnerne Dario Campeotto, Torben Lendager, Lise Haavik, Anne Herdorf og Klaus Strand-Holm nemlig annonceret deres 2013 turné.

De to næsten identiske navne skabte for meget forvirring i toppen af poppen, og derfor bragte Stig Ulrichsen fra CB & Ole B. Booking, der står bag Dario Campeotto m.fl. navneuenigheden for Sø- og Handelsretten.

- Det gør mig ondt, at jeg skulle trække samarbejdspartnere og populære kunstnere som Richard Ragnvald og Kisser & Søren i retten for at have stjålet vores navn ‘Dansk Slager Parade’, men heldigvis er alle tre dommere i Sø & Handelsretten enige med os i, at det var forkert handling fra deres side. Og derfor er jeg meget glad for, at vi nu har vundet sagen, siger Søren Ulrichsen efter dommen til jp.dk.

Tidligere har Richard Ragnvald været med på CB & Ole B.Bookings paradevogn, men i 2010 brød Ragnvald samarbejdet. Sammen med sangkollegaerne Kisser& Søren forsatte han dog med at optræde under navnet ’Dansk Slagerparade’.

Ifølge sitet ’Rettigheder.dk’, hvor danskere kan søge information om patenter og rettigheder, registrerede CB & Ole B Booking A/S i 2010, navnet ’Dansk Slager Parade’ som et varemærke. Selvom Richard Ragnvald og Kisser og Søren gjorde indsigelse, blev varemærket registreret. Nu har Sø- og Handelsretten en gang for alle slået fast, at navnet tilhører CB & Ole B Booking A/S.

Richard Ragnvald og hans dansktopvenner må derfor gå i tænkeboks og komme op med et nyt navn, hvis de vil på turné i 2013.