Radikale vil sløjfe det røde lys
Radikale hovedbestyrelsesmedlemmer vil afskaffe det røde lys om natten og i stedet lade lyssignalerne blinke gult, så bilisterne må køre frem, hvis der er fri bane. Transportministeren er positiv.
Radikale hovedbestyrelsesmedlemmer vil afskaffe det røde lys om natten og i stedet lade lyssignalerne blinke gult, så bilisterne må køre frem, hvis der er fri bane. Transportministeren er positiv.
I fremtiden skal det være slut med at vente ved et rødt lys om natten.
Det mener flere radikale hovedbestyrelsesmedlemmer, der udvalgte steder i landet vil erstatte det traditionelle lyssignal med et blinkende gult lys om natten og i stedet lade vigepligten gælde. Det vil give bilisterne lov til at køre over, hvis der er fri bane fra siderne.
Forslaget, der kommer forud for de Radikales landsmøde senere på måneden, får støtte af partiets toneangivende resolutionsudvalg.
Ifølge forslagsstiller og radikalt hovedbestyrelsesmedlem Sanne Bjørn vil bilisterne automatisk vise agtpågivenhed, når de kommer kørende mod et blinkende lyskryds.
- Om natten er der et helt andet flow i trafikken end om dagen, og det flow kan reguleres bedre ved at lade lyskrydsene blinke gult, siger hun.
Forslagsstillerne peger på, at andre lande anvender samme model, som er et billigt alternativt til at lægge spoler i vejen, så et lyskryds automatisk lyser grønt, når der kommer en bil. De understreger også, at sikkerheden øges, »da det bliver en nødvendighed at køre efter forholdene, hvorved hastigheden ved lyskrydsene sænkes«.
- Det handler om sund fornuft i trafikken. Der er både sikkerhedsmæssige og økonomiske argumenter for at lade det gule lys blinke, siger Sanne Bjørn.
I den radikale folketingsgruppe har man endnu ikke taget stilling til forslaget, men trafikordfører Andreas Steenberg, der er medlem af resolutionsudvalget, stemte selv for at indstille forslaget til vedtagelse på landsmødet. Vedtages det, vil det blive officiel radikal politik.
- Jeg vil lade medlemmerne træffe beslutningen, og så tager vi det op i folketingsgruppen, siger Andreas Steenberg.
I regeringen bliver forslaget modtaget positivt af transportminister Henrik Dam Kristensen (S).
- Hvad der kan være med til at afvikle trafikken på en bedre og sikker måde, vil jeg rigtig gerne være med til at se på det. Jeg vil gerne give forslaget en kærlig overvejelse, siger ministeren.
Rådet for Sikker Trafik er også åben over for forslaget – så længe det ikke gælder inde i byerne. Ifølge rådets dokumentationschef, Jesper Sølund, vil forslaget dog ikke i udgangspunktet øge sikkerheden på de danske veje.
- Det forbedrer ikke sikkerheden at lade folk frit køre frem. Umiddelbart kan man ikke vurdere andet, end at risikoen vil stige, fordi konfliktpotentialet bliver større, hvis man forudsætter, at folk respekterer lyssignalerne, og det gør langt de fleste, siger Jesper Sølund, der mener, at det er et spørgsmål om magelighed.
- Om natten er der normalt ikke de store fremkommelighedsproblemer, så det handler om at fjerne frustrationen over, at man skal holde to til tre minutter ved en lysregulering, siger han.
Samtidig peger Jesper Sølund på, at der i de lande, der har indført ordningen, typisk er færre cyklister end i Danmark.
Det blinkende gule lys skal ifølge forslagsstillerne kun gælde i forbindelse med enkeltstående lyssignaler i områder, hvor der ikke er så meget trafik.