Radikale vil bevare danske job gennem løntryk
Modsat Socialdemokraterne ønsker De Radikale at presse lønnen for at bevare flere arbejdspladser i Danmark.
Modsat Socialdemokraterne ønsker De Radikale at presse lønnen for at bevare flere arbejdspladser i Danmark.
Konflikten på Restaurant Vejlegården er en stedfortræderkrig, der skygger for en principiel diskussion om den højt besungne danske model, som er både »dyr« og »dysfunktionel«. Det mener De Radikales arbejdsmarkedsordfører, Nadeem Farooq, som påpeger, at vi i Danmark behændigt har glemt bagsiderne ved det fleksible danske arbejdsmarked: Nemlig at omkring 900.000 danskere står uden for arbejdsmarkedet. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Løsningen er ifølge den radikale ordfører flere reformer, der øger arbejdsudbuddet og dermed lægger pres på de danske lønninger.
- Højere arbejdsudbud kommer til at trykke lønnen. Det gør vi ikke i regeringen, fordi vi synes, det er rart at trykke lønnen, eller fordi der er ideologi i det. Men vi ved bare, at vores lønkonkurrenceevne er blevet markant dårligere i forhold til Tyskland de seneste 10 år. Vi skal ikke ned på tysk niveau, men vi bliver nødt til at tage bestik af realiteterne. De er, at flere job vil flytte til Tyskland, hvis der er for stor forskel mellem den tyske og danske lønkonkurrenceevne, siger Nadeem Farooq til Jyllands-Posten.
Målet i regeringens 2020-plan er at skaffe yderligere 180.000 personer i arbejde. Men det kan ifølge flere økonomer medføre et nedadgående pres på lønningerne, hvis antallet af personer på arbejdsarkedet stiger, uden at efterspørgslen gør det samme.
De Radikales udsagn går stik imod tidligere udtalelser fra Socialdemokraterne, der har afvist, at regeringen vil lægge låg på lønudviklingen gennem øget arbejdsudbud.
BNB