De Radikales finansordfører afviser at lægge sig fast på mere konkurrence på velfærdsområdet, noget Venstre og Konservative vil gøre til et krav i forhandlingerne om vækstpakken.
Mere velfærd i hænderne på private virksomheder bliver et helt centralt krav fra Venstre og de Konservative, når de i løbet af foråret skal forhandle en ny vækstpakke med regeringen.
Finansordføreren for de Radikale, Christian Friis Bach (R), vil dog ikke på forhånd bakke op om mere konkurrence på velfærdsområdet. Han mener ikke, at tiden er moden til at træffe den slags beslutninger allerede nu.
»Venstre og Konservative galoperer af sted på en ideologisk hest, og det er helt forkert i forhold til den her sag. Regeringen har sat et arbejde i gang med at finde ud af, om man kan gøre tingene bedre. Vi skal i første omgang have viden og et grundlag at træffe beslutninger ud fra,« siger Christian Friis Bach.
De Konservatives erhvervsordfører, Brian Mikkelsen (K), mener, der bør sættes et mål om, at den offentlige sektor skal udlicitere 35 procent af det samlede potentiale til private leverandører. I dag ligger tallet på cirka 25 procent, og målsætningen vil betyde, at der skal opgaver for cirka 40 milliarder kroner ekstra i udbud.
»Produktivitetskommissionen anbefalinger viser, at der er et enormt potentiale i at udlicitere. Derfor har vi sat barren højt. Anbefalingerne viser, at det er vigtigt at have nogle mål, og tallet er sat efter min egen periode som økonomi- og erhvervsminister, hvor vi nåede den daværende målsætning,« siger Brian Mikkelsen.
Finansminister Bjarne Corydon afviser over for Politiken, at han vil indføre specifikke mål, og den linje støtter Christian Friis Bach.
»Vi vil ikke sætte nogle specifikke målsætninger, der kan tvinge kommuner i en forkert retning, men hvis det handler om at skabe mere frie og dynamiske løsninger i samfundet, så er det noget, som vi lytter til,« siger han.
Christian Friis Bach afviser i samme åndedrag at gøre sagen om udlicitering til en ideologisk kamp mellem rød og blå blok.
»Enhedslisten reagerer på nøjagtig samme måde som V og K. De galoperer bare i den anden retning. Det drejer sig i første omgang om at skaffe den viden, som et hav af eksperter peger på, at der mangler. Når vi har den viden, så er jeg sikker på, vi kan gennemføre gode løsninger med et bredt flertal i Folketinget,« siger de Radikales finansordfører.