Radikal splittelse om omdiskuteret skat
De Radikales hovedbestyrelse diskuterer lørdag partiets holdning til Tobin-skatten.
De Radikales hovedbestyrelse diskuterer lørdag partiets holdning til Tobin-skatten.
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) er modstander af, at den såkaldte Tobin-skat på finansielle transaktioner gennem i EU. Det er siden også blevet hele regeringens holdning, men i det radikale bagland er der absolut ikke udelt støtte til Vestagers afvisning af EU.
Derfor ventes Tobin-skatten at være det hede emne på de Radikales hovedbestyrelsesmøde lørdag.
- Man kan nok ikke udelukke, at det bliver et emne, siger formanden for hovedbestyrelsen, Klaus Frandsen med et smil i stemmen.
Han støtter dog Margrethe Vestager i vurderingen af, at Tobin-skatten vil koste arbejdsplader, hvis den ensidigt indføres i EU.
- På bundlinjen bliver resultatet af Tobin-skatten negativt, for handlerne flytter blot andre steder hen, siger Klaus Frandsen.
Gamle radikale koryfæer har ellers været ude med riven mod Vestager.
- Efter min opfattelse havde Det Radikale Venstres landsmødeudtalelse fra 2010 til hensigt at få partiet til at fremme arbejdet med en Tobin-skat. Og den måde, vi normalt arbejder på, vil - i forlængelse af vores positive holdning til EU - være, at vi i første omgang arbejder for den slags forslag på EU-plan. Akkurat som vi gør, når det gælder miljøpolitik, siger Lone Dybkjær til Altinget.dk.
Den tidligere radikale gruppeformand Jørgen Estrup ligger på linje med Lone Dybkjær, og siger til Altinget.dk, at der jo netop står i regeringsprogrammet, at man vil arbejde en Tobin-skat, hvor EU om nødvendigt kan gå forrest.
Margrethe Vestager er ikke modstander af Tobin-skatten, men hun ønsker, at den indføres på globalt plan, men altså ikke som et ensidigt europæisk fænomen.
Tobin-skatten lægger en promilleafgift på handler i finanssektoren og vil ifølge tilhængerne lægge en dæmper på de mange spekulative handler, fordi de ikke længere kan betale sig på grund af afgiften. Men samtidig spytter afgiften godt i EUs kasse med omkring 400 milliarder kroner årligt.
Mens det tidligere har været opfattelsen, at Tobin-skatten kan koste arbejdspladser, så har EU-Kommissionen i en ny - ikke offentliggjort - beregning fastslået, at ikke blot vil Tobin-skatten give penge i EU-kassen, men også medvirke positivt til vækst. Den beregning har Margrethe Vestager stillet sig tvivlende overfor, når tidligere beregninger har vist det modsatte.
Mens SFs erhvervs- og vækstminister Ole Sohn henviser til Margrethe Vestager i Tobin-spørgsmålet, så presser SFs finansordfører Jonas Dahl i Politiken på, for at få regeringen til at genoverveje skatten.
Hos Venstre siger EU-ordfører, Lykke Friis, at man ikke skal regne med Venstres støtte til at indføre skatten. Vi vil ikke støtte, at der skal opfindes nye europæiske skatter, og det får regeringen ikke mandat til i Europaudvalget fra Venstre. Hvis regeringen ønsker et mandat til en Tobin-skat, må den basere sin politik på Enhedslisten,« siger Lykke Friis.
Men som de politisk vinde blæser i øjeblikket, så ønsker regeringen ikke Tobin-skatten indført på europæisk plan - men gerne på globalt. I EU-regi er fire lande imod indførelse af Tobin-skat.