Det er næppe gået seernes næser forbi, at Årgang 0-medlemmet Rachels hjerne rummer mere end de fleste jævnaldrendes. Og det får hendes forældre til at spekulere over, hvad deres børn dog skal stille op med al den begavelse.

Aabenraa-familien: Rachel har for længst overhalet sine jævnaldrende, hvad angår klogskab. Men puberteten lader vente på sig

Apotekerfamilien er faldet fantastisk til i Aabenraa, som familien for alvor slog rødder i sidste år. Rachel og den halvandet år ældre bror, David, er kommet på gode skoler og har fået gode klassekammerater.

- De er særdeles velbegavede og klarer sig godt i skolen, og vi vil gerne anspore dem til at bruge de evner, forklarer Rachels far Lars Ellebye i det kommende Årgang 0-afsnit - og henviser til A.P. Møller-mundheldet: ’Den der har evnen, har pligten’.

Moderen Theresia Treschow-Kühl holder i disse år et vågent øje med Rachels kammerater, for flere af disse er op til to år ældre end Rachel, der begyndte et år for tidligt i skole. Og de er på vej i pubertet, men det er Rachel ikke.

- Det ser ikke ud til at blive et problem. Rachel er så begavet, og så kan hun nogle andre ting, fortæller Theresia.

I USA uden mor og far

Blandt andet kunne Rachel i årets løb rejse til USA i fire uger - uden mor og far - på sommerlejr med andre unge gennem den fredsskabende organisation CISV.

Men for den rejselystne familie bragte året også et splitsekund sorg, da de mistede kontakten til deres japanske venner, efter tsunamien skyllede ind i marts. Først en måned senere fik de livstegn fra vennerne.

Året er ikke kun galoperet afsted for deres børn. Forældrene Lars og Theresia har haft hæsblæsende travlt i Løve Apoteket i Aabenraa, og de kan nu bryste sig af at eje ’Jyllands største apotek’. Det er blevet et ’livsværk’,indrømmer parret. Theresia opgav nemlig også præstekaldet, da hun flyttede fra Lolland til Aabenraa, og i dag er hun i lære i butikken som farmakonom.