Rabat til lejere
Rabat til lejere
Rabat til lejere
60.000-70.000 beboere i almene lejeboliger i store dele af Danmark får nu adgang til fordelagtige indkøbsordninger med store rabatter - simpelthen fordi de bor til leje hos et socialt boligselskab, skriver Berlingske Tidende.
Dansk Almennyttigt Boligselskab (DAB), der administrerer en række lokale og selvejende boligselskaber, har netop forhandlet aftaler hjem, der kan give deres mange beboere en række gunstige rabatter på helt op til 40 pct. ved indkøb af f.eks. tv, hårde hvidevarer, parabolantenner, forsikringer, gulvtæpper, gardiner og telefonydelser. Desuden satser selskabet på at få flere aftaler i hus med rabatter på f.eks. maling, sportsudstyr, benzin og byggematerialer.
Dermed lægger den almene boligbevægelse sig i kølvandet på bl.a. en række fagforbund og virksomheder, der i stigende omfang giver deres medlemmer eller ansatte ret til billigere indkøb.
DAB's direktør NIels Olsen lægger ikke skjul på, at der kan være mange penge at spare ved at benytte sig af et nyt beboerkort, som giver adgang til billigere indkøb.
Dansk Handel & Service, der repræsenterer detailhandelen, advarer kraftigt mod det voksende antal indkøbsforeninger med rabatter til særlige "magtgrupper" af personer. "Det her er en meget kedelig tendens, som hæmmer den naturlige konkurrence, siger juridisk direktør Kim Munch-Lendal fra Dansk Handel & Service.
/ritzau/